Artikler fra kirkebladet 1. Den demokratiske Folkekirke 2. Da Grundtvig skulle være præst på Mandø 3. Pinse for folket 4. Frihed og bundethed 5. Hvor julebudet lyder 6. Om Folkekirkens fornyelse 7. At tro 8. Pinsefest 9. Præstens prædiken 10. Ny salmebog - tilsyneladende på vej 11. Et ord eller to om kærlighed 12. Giv mig, Gud, en salmetunge 13. Synd! 14. Privilegiet ikke at gå i kirke 15. Om religion 16. Døden 17. Tro og tvivl 18. Jul igen 19. Man griner af ham 20. Om betydningen af det ord Gud 21. Orientering fra menighedsrådet 22. Struktur og demografi 23. Særgudstjenester 24. Tegninger 25. Medlemskab 26. Engle på spil 27. Religion og politik
1. Den demokratiske Folkekirke - oktober/november 2000 af Uffe Vestergaard Pedersen
Dobbeltheden i denne overskrift er egentlig overflødig. For naturligvis er Folkekirken demokratisk. Det ligger simpelthen i ordets betydning. Det græske ord 'demos' betyder 'folk', og udgør den ene del af begrebet 'demokrati', der som bekendt betyder 'folkestyre'. I praksis handler det om menighedsråd, når der tales om det folkekirkelige demokrati. Det handler om de ca. 17.000 mennesker, som sidder rundt om i kongerigets menighedsråd. Og helt konkret, så handler det om de 7 personer, som sidder i Vester Vedsted menighedsråd samt de 6, som sidder i Mandø menighedsråd. Der er tale om demokrati på det helt nære plan. Tanken om menighedsråd er gammel. Næsten lige så gammel som Folkekirken, som i forbindelse med Grundlovens vedtagelse i 1849, for første gang så dagens lys. I kølvandet herpå, blev der i 1853 nedsat en kirkekomission, som netop foreslog indførelse af menighedsråd, for derved at åbne mulighed for folkelig indflydelse på forvaltningen af de kirkelige anliggender. Imidlertid skulle der fortsat gå en årrække, inden menighedsrådene blev en realitet. Resultatet af den nævnte kirkekomissions arbejde, blev et cirkulære fra 1856, som tillod biskopperne at anbefale, at der på frivilligt grundlag blev oprettet menighedsråd, som først og fremmest skulle bistå præsterne med forvaltningen af sjælesørgerembedet. Først i 1903 blev der vedtaget en slags menighedsrådslov. Man havde også forsøgt i 1860, men da havde det ikke kunnet lade sig gøre. I loven af 1903 var menighedsrådene dog indført som midlertidige foranstaltninger. Og menighedsrådene havde da heller ikke direkte indflydelse på valget af præst. Der blev dog åbnet mulighed for, at rådene i sådanne sager kunne blive hørt. Og snart begyndte ministeriet at gøre brug af denne bestemmelse, som dermed hurtigt vandt hævd. I 1912 blev menighedsrådene gjort permanente. Men først i 1922 blev der indført en egentlig lov om menighedsråd. Den gældende lov er fra 1994. Menighedsrådet er den lokale kirkes folkelige forankring. Rådet er menighedens repræsentanter og sidder med ansvaret for forvaltningen af kirkens bygninger og økonomi, aktiviteter i sognet samt vise dele af kirkens liturgi. Også valget af ny præst hører til menighedsrådet opgaver. Det skal her anføres, at undertegnede ikke har planer om at gøre den del aktuel for hverken Mandø eller Vester Vedsted de første mange år. Men udover disse formelle ansvarsområder, så har menighedsrådet en endnu større forpligtelse. Og det drejer sig om medansvaret for evangeliets forkyndelse. Kirkens legitimitet er evangeliets forkyndelse, hvilket således er grundlaget for, at der overhovedet eksisterer menighedsråd. Derfor hører også gudstjenestelivet til menighedsrådets opgaver. Tingene kan ikke skilles ad. Forkyndelsen forudsætter den menighed, som er repræsenteret ved menighedsrådet. Og derfor er det altid glædeligt, når der medlemmer af menighedsrådet tilstede ved kirkens gudstjenester. Som omtalt i sidste nummer af kirkebladet er der i år valg til landets menighedsråd. Og altså også i Vester Vedsted og på Mandø. Såfremt der kun indkommer én opstillingsliste til den siddende valgbestyrelse, afgøres valget ved aftale. Men såfremt der indkommer flere lister, så vil der den 14. november blive afholdt ordinære valg til de respektive menighedsråd. Fristen for indlevering af lister er den 3. oktober.
--- o ---
2. Da Grundtvig skulle være præst på Mandø - februar/marts 2001 af Uffe Vestergaard Pedersen
Han blev det ikke, men han kunne lige så godt være blevet det. Det fremgår af en artikel af Erik Nørr fra Kirkehistoriske Samlinger 1982. I september 1819 blev præsteembedet på Mandø opslået som ledigt. Embedet karakteriseres som landets vel nok ringest lønnede og mest besværlige. Og derfor skulle der gøres noget, for at få fat i en ny præst. Øens beboere havde ikke råd til at betale mere end de allerede gjorde. Den hidtidige præst Johan Hieronymus Hansen havde udelukkende klaret sig, fordi han havde en pension på 180 rbd. fra Ribe Katedralskole. Derfor havde man taget det initiativ, at præsteembedet, lærergerningen og kirkesangertjenesten blev slået sammen. Nok kunne præsten ikke både være præst og kirkesanger på samme tid. Men den del blev klaret således, at præsten fik kirkesangerlønnen, mens en konfirmand blev sat til at varetage selve tjenesten. Ansøgninger til det ledige embede kom der ikke nogle af. Og præsten i Vester Vedsted, Jørgen Bang, kunne på grund af sygdom ikke klare betjeningen af Mandø sogn. Derfor lavede man den ordning, at præsten i Hviding, Ole Thorkildsen, én gang ugentligt skulle afhentes af mandøboerne for at holde hverdagsgudstjeneste i øens kirke. Efter trekvart år begyndte situationen at blive kritisk. For der kom stadig ingen ansøgninger. Derfor blev landets biskopper forespurgt, om de havde ledige præster eller kapellaner, som kunne pålægges embedet på Mandø. Men resultatet var nedslående. Faktisk var det kun Sjællands biskop Münter, der kunne stille med mulige kandidater. Første forslag var her N.F.S. Grundtvig og dernæst kapellan Grüner, som begge blev forestået til kancelliet, og videre for kongen. Under normale omstændigheder ville Grundtvig som den første være blevet indstillet til embedet. Men i aller sidste øjeblik indkom der frivillige ansøgninger fra interesserede kandidater. Det resulterede i, at Andreas Hald i stedet blev Mandøs ny sognepræst - inkl. lærer- og kirkesangertjeneste. Andreas Hald blev en både god og agtet præst på Mandø. Men alligevel må man sige desværre til, at det ikke blev Grundtvig. Var Grundtvig kommet til Mandø, så var hele den danske salmetradition sikkert kommet til at se ganske anderledes ud. Vesterhavet og Vadehavet ville formentlig have fået en særlig plads i Grundtvigs salmer. Og vore vestlige egne ville sikkert også have fået en langt mere fremtrædende plads i den danske kirkehistorie.
3. Pinse for folket - juni/juli 2001 af Uffe Vestergaard Pedersen
Pinsen er en vanskelig højtid at have med at gøre. Julen og påsken er langt mere medgørlige fester. I julen fejrer vi Jesu fødsel. Og i påsken fejrer vi opstandelsen fra de døde efter korsfæstelsen. Og så er der pinsen, hvor vi fejrer Helligåndens komme. Men hvad i alverden er det for noget med denne Helligånd? Hvad er ånd i det hele taget? For Søren Kierkegaard er 'ånd' udtryk for, at vi har et forhold til os selv, at have sig selv i sin bevidsthed. Mennesket er en sammensætning af legeme og sjæl. Ånden er udtryk for, at vi véd, at vi er sammensat heraf. Mennesket er et forhold mellem sjæl og krop, der forholder sig til sig selv. Og netop herved adskiller mennesket sig fra dyret, som blot er til med biologisk selvfølgelighed. Dyret kan hverken undres eller ængstes over sin egen eksistens. Ånd er forståelse. Og det gælder også, når der tales om folkelighed eller folkeånd. For Grundtvig er folkeånden udtryk for det, som binder et folk sammen - som fælles sprog og historie, altså som noget, der går forud for forståelsen, som forudsætning for selvforståelsen. Således er ånden forudsætningen for at kunne forstå. Sproget og historien giver os fælles rammer for, at kunne forstå. Og således er ånden en 'magt', der kommer os i møde, der skænker os identitet i fællesskabet. Forståelsen er nøgleordet. Også for Kierkegaard, for hvem ånden er refleksionen i forhold til os selv. Men så er der Helligånden, den Ånd som er omtalt i Det ny Testamente, og som Jesus bebuder, at han vil sende disciplene, når han er faret til himmels. Det er beretningen herom, vi hører i pinsen. Fra Apostlenes Gerninger hører vi, at de tilbageblevne apostle var forsamlet i Jerusalem. Pludselig lyder der en susen. Og tunger som af ild viste sig for dem. Og alle blev fyldt af Helligånden, hedder det, og de begyndte at tale på fremmede tungemål - med det til følge, at alle de udlændinge, som var bosat i Jerusalem, pludselig kunne forstå, hvad det var apostlene talte om. Når vi således skal have fat i betydningen af pinsen og Helligånden, så er det ordet at forstå, det drejer sig om. Her ser vi nemlig parallellen til både Søren Kierkegaard og Grundtvig. Ånden er forudsætning for enhver forståelse. Og på samme måde er Helligånden forudsætningen for de fremmedes forståelse af det, som apostlene talte om, altså budskabet om Jesus. Helligånden sendes af Gud, forståelsen sendes af Gud - som en magt, der gør os i stand til at forstå budskabet om vore synders forladelse. Martin Luther skriver herom i "Den lille Katekismus": Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele den kristne menighed på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette, ene tro. Helligåndens virke er her, at kalde, samle, oplyse og hellige, altså også at bringe forståelse, dog ikke i al almindelighed, men om Kristi gerning for os. Søren Krarup skriver i sin katekismus for voksne: Helligånden er den ånd, som Gud sender til jorden for at skabe troen på Kristus blandt mennesker, og at tro på Helligånden er at tro på Guds nærvær og virkelighed. Helligånden er det, der forbinder os med Gud. Helligånden er udtryk for, at Guds ord - ved Guds kraft - bliver troet af vantro mennesker. Knud Hansen - den tidligere Askovforstander - skriver i sin bog "Hovedpunkter i den kristelige troslære": Troen bliver først til i det øjeblik, da mennesket gribes af Evangeliet som et budskab, der ikke bare indeholder interessante oplysninger og rigtige meninger, men som et budskab, der indeholder sandheden om ham selv. Hvordan det går til, at et menneske på denne måde gribes af Evangeliet, kan vi ikke forklare, vi kan kun sige, at når det sker, er det Helligåndens gerning. Lad dette være et par ord som optakt til pinsen - med et ønske om en glædelig pinse til alle.
4. Frihed og bundethed - oktober/november 2001 - af sognepræst Mikkel Nørgaard Mikkelsen, Ørbæk og Refsvindinge sogne. Tidligere offentliggjort i Fyns Amts Avis. Gengivet her med forfatterens tilladelse.
Ifølge morderne pædagogik kan en kristen børneopdragelse få nogle farlige konsekvenser. Børnene bliver autoritetstro og mister evnen til at tvivle og dermed også evnen til at tage selvstændig stilling til det ene og det andet. I værste fald kan det gå sådan, siges det, at den kristne opdragelse undergraver selvstændigheden og "kreativiteten" og gør de kære små til lette ofre for totalitær tankegang. Hvad det sidste angår, er det vanskeligt at få det til at rime med det faktum, at det plejer at være præster og andre "autoritetsbundne" kristne folk, der fylder op i de totalitære regimers fængsler. Der synes altså at være dårlige vibrationer mellem det kristelige og det politisk autoritære. Ja, det kunne ligefrem se ud til, at en ret forstået kristendom er det bedste værn mod politisk diktatur og undertrykkelse. Men det er vigtigt at tage stilling til, om vore børn skal opdrages til at tvivle eller til at tro. Altså om de kære små gennem deres egne erfaringer skal prøve at finde ud af, hvordan de skal forholde sig her i livet - eller om de skal have en opdragelse, der stiller dem under en autoritet, en myndighed. Mange vil mene, at i frihedens navn må børnene selv finde ud af det. Og konsekvensen bliver derfor, at opdragelsen i det store hele går ud på, at vi forelægger dem de muligheder, der kan være tale om, hvorefter de selv må vælge. I praksis kommer det så til at betyde, at forældrene passivt overlader deres børn til institutionerne - til børnehaverne og skolerne som de vigtigste - hvorefter man forventer, at børnene udvikler sig af sig selv. Vi sender børnene til fodbold, konfirmandforberedelse, ridning eller dans ud fra det samme motiv: At det gælder om at give børnene så mange chancer som muligt for at kunne vælge, hvad de vil. Men hvordan selve valget skal foregå, og hvad resultatet vil blive, blander vi os udenom, for vi ønsker selv at være neutrale i det stykke. Det er det nemmeste. Og i frihedens navn - siger vi - er det også det rigtigste. Hertil er der i hvert fald to ting at sige. For det første er det helt hen i vejret at gøre børn til små filosoffer, som kan se neutralt og objektivt på tingene. Det magter de aldeles ikke. Det er slet ikke naturligt for børnene at tvivle - men tværtimod er det naturligt for dem at tro. Så det er en misforståelse at gøre børnene delagtige i vi voksnes tvivl og skepsis, hvorimod det er ret forstået opdragelse at retlede børnenes tro. Når dette er sagt, må det være klart, at vi som forældre ikke må svigte vort ansvar som opdragere ved at overlade til børnene selv at finde ud af, hvad de skal tro og gøre. Det er noget, vi må hjælpe dem med. Og det kan kun ske, hvis vi selv er bundet til en livsopfattelse eller tro, som har et ganske bestemt indhold, og som vi derfor kan gøre rede for. Det er børnenes ret at forvente af deres forældre, at vi er deres autoriteter. Og vil vi ikke være det; men trækker os tilbage ind i neutraliteten, fordi det er det nemmeste - ja, så må det ikke undre os, hvis børnene en skønne dag falder i hænderne på fremmede og uønskede autoriteter. For det er os selv, der har banet vejen ved at efterlade dem i et tomrum, hvor der ingen myndighed var! Derfor må forældre heller ikke et øjeblik betænke sig på at være "myndighed" for deres umyndige børn. Og kristne folk må naturligvis opdrage deres børn til at tro på Gud - ja, de må nødvendigvis anse denne opdragelse for det allervigtigste. Det betyder jo ikke, at vi derved tager selvstændigheden fra børnene. Men det er kun der, hvor vi er bundet til en myndighed og et standpunkt, at livet får vægt! Og et personligt standpunkt til de store spørgsmål i livet kan kun udvikles hos vore børn ved at vi selv har et standpunkt eller en tro. Og har vi ikke det! - men kryber i skjul bagved et misforstået neutralitetsideal, så må vi ikke undre os over, at børnene vender sig andre steder hen, hvor der tilbydes dem betydelig stærkere kost! Og så er det ikke børnene, der har svigtet. Men så er det os.
5. Hvor julebudet lyder - december/januar 2001/02 af Uffe Vestergaard Pedersen
Din kirke, gode Gud, hvor ordet lyder, det store julebud, som hjertet fryder, ophold du den hos os til verdens ende, og mag det nådig så, at vi til Jesus gå, dit råd at kende
Således lyder det første vers af nr. 749 i Salmebogen, oprindelig digtet af Thomas Kingo i 1649 og gendigtet af Grundtvig i 1840. Verset er formet som en bøn om kirkens bevarelse, om bevarelse af det sted, hvor julebudet lyder, hvor forkyndelsen af Guds nåde lyder, for - som det hedder videre i salmen - for at 'jeg' kan leve uden angst og frygt for dødens og fortabelsens mørke. Det kan lyde ejendommeligt, at det skulle være nødvendig at bede om Guds bevarelse af kirken. De ligger jo derude, rundt omkring i landet, vore kirkebygninger. Når Kingo og Grundtvig derfor skriver som de gør, så skyldes det, at kirken er Guds. Den " om end tårnene falde som Grundtvig skriver i en anden salme (nr. 280 i Salmebogen). Den sande kirke kan man nemlig ikke se. Den er usynlig. Den er udelukkende genstand for troen - i den forstand, at de helliges fællesskab bliver til ved Helligåndens gerning - ved ordet og ved troen. I den sammenhæng er det eneste, vi kan gøre, at bede for kirkens bevarelse. Og så alligevel må vi lade det være op til Gud, om han vil sende sin Helligånd. Når vi holder jul, så sker det ved Helligåndens kraft, og altså ikke blot fordi vi ønsker at bevare en gammel tradition. I givet fald ville julen være både tom og indholdsløs. Og det ville da være meningsløst at fejre den. Imidlertid er det Guds vilje, at vi skal høre om hans Søn. Vi skal høre om Jesu fødsel, fordi det er forudsætningen for hans forkyndelse, for hans lidelse, død og opstandelse. Og vi skal høre om det, fordi det har betydning for vort liv. Vi skal høre om det, fordi vi da kan leve uden angst og frygt for dødens og fortabelsens mørke. Julebudet omfatter hele vores tilværelse. Om derfor må vi bede til, at det har gyldighed for os. Vi måde bede til, at Gud ved sin Helligånd virker det, således han dermed skaber troen i vore hjerter. Kirken er Guds, mens Folkekirken er vores. Dog ikke som en modsætning, men derimod som en historisk, institutionel, folkelig, luthersk ramme for den evangeliske forkyndelse, for dåben og for nadveren. Folkekirken er således ikke den sande kirke, for den er usynlig. Men det betyder ikke, at Folkekirken er løgnens kirke. Folkekirken er udtryk for den garanterede frihed for evangeliets forkyndelse. Folkekirken er en ramme, hvori vi kan bede til Gud, om at han vil sende sin Helligånd og da lade vores forsamling være sand kirke. Lad os bede derom og lad os fejre jul i Jesu Kristi navn.
6. Om Folkekirkens fornyelse - december/januar 2001/02 Af Uffe Vestergaard Pedersen
Der tales ofte om, at Folkekirken er forældet i sine udtryksformer og at deraf følger dårlig kirkegang. Hertil giver højskolemanden og foredragsholderen Niels Højlund sin kommentar, hvori han ironiserer over dem, som ønsker billig fornyelse: - "For er det ikke sandt: Hvis vi fik guitarledsagelse til salmer i stedet for orgel, og hvis vi tog alle de smarte letbenede religiøse sange ind, som trives i visse ungdomsmiljøer, og hvis præsten startede hver gudstjeneste med at byde velkommen til gudstjeneste, og hvis prædikenen blev kortet ned til det minimale, helt ned til de fem minutter, som er, hvad zappergenerationen kan holdte til af uvirksomhed, inden der igen skal ske noget, og hvis der i det hele taget kom lidt fut i fejemøget, jamen, så skulle I bare se, hvordan folk ville strømme i kirke!" Så meget for ironien. Herpå følger Højlunds kommentar: "Måske har de ret; måske ville praksis vise, at der er noget om snakken. Jeg tænker det somme tider, men jeg tænker på det med rædsel, for én ting er helt sikkert: Hvis det er svaret på den dårlige kirkegang, så ved jeg én, som ville blive aldeles hjemløs i den således fornyede folkekirke, nemlig mig selv. Og det ville jeg være meget ked af. Men det ville heller ikke, tror jeg, være en "opblomstring", der kunne holde ret længe. At lade folkekirken bevæge sig ind i den moderne massekulturs former, er også at udlevere den til den forældelse, som uundgåeligt og i et stadig mere hektisk tempo rammer netop massekulturen. Inden der er gået et halvt år, vil det mest moderne altid være det mest forældede. Jagten på fornyelsen æder kulturen op, inden den når at sætte frugter. Den skæbne vil også ramme folkekirken, er jeg overbevist om." - (fra bogen: Overhalinger: Essays om moral og politik, Forlaget Hovedland 2000, s.58-59)
7. At tro - februar/marts 2002 af Uffe Vestergaard Pedersen
Således lyder titlen på følgende dig af Johannes Jørgensen fra 1909:
At tro er at løfte sit Blik til de evige Stjærner og haabe mod Tvivl og vide mod Visdom, at skjult i de svimlende dybder vaager der én, som vogter og værner. At tro er at føle en Afgrund under sit Liv og sit Virke - en Afgrund af Mørke, en Afgrund af Lys, et Dyb af Jubel, et Dyb af Gys - og vandre i Hverdagens Gader som i en højtidelig Kirke.
Tro er betydning! - Men ikke en betydning, som vi selv skaber. Tro er betydning for vort liv, fordi dét har betydning for Gud. At tro er, at være bundet til Gud, men samtidig at lade denne bundethed være fritsættende, fordi vi ikke længere selv behøver at opfinde en mening med tingene. At tro er, at vide sig lille i forhold til Guds majestæt. At tro er, at leve i tillid, trods tvivl. Om meningen med tilværelsen skriver den fhv. domprovst i Odense, Rudolph Arendt: Når det gælder meningen med tilværelsen, kan den ikke gives af os, ganske simpelt fordi vi jo ikke har hverken opfundet eller frembragt tilværelsen. Og hvad mere er, vi kan heller ikke ved at undersøge tilværelsen nærmere finde ud af, hvad der er meningen med den, sådan som vi kan med noget, der er skabt af mennesker; for vi er jo ikke selv skabere som Skaberen, der har skabt tilværelsen. Om videre skriver Arendt: Meget kan mennesket producere, men en mening med tilværelsen kan det ikke producere, eller producere sig frem til. En produceret mening er i øvrigt en selvmodsigelse. Man kan have en mening med at producere en ting, men det er tingen, man producerer, ikke meningen. Men vi kan heller ikke fremanalysere meningen med tilværelsen ved en nok så grundig undersøgelse af den, ej heller dokumentere eller bevise meningen, måske nok meningen med dele eller enkeltting, men ikke meningen med det hele. Meningen med det hele kan kun forkyndes, og så snart nogen udtaler sig om meningen med det hele, er der tale om forkyndelse, også selvom det camoufleres som videnskab eller filosofi . (fra Rudolph Arendts: "Hvad er sandhed", For-laget Anis, København 1997). Til troen kaldes vi ved forkyndelsen af Kristus. Af troen lever vi ved Guds nåde. Mørke og lys, jubel og gys. Men Guds ord følger os.
8. Pinsefest - april/maj 2002 af Uffe Vestergaard Pedersen
Den mindst kendte af de kirkelige højtider er pinsen. Pinsen kaldes for Helligåndens fest - eller for kirkens fødselsdag. Begge dele er lige rigtige, idet de har noget med hinanden at gøre. Kirken grundlægges nemlig i kraft af Helligåndens komme. Vi har beretningen herom i det skrift i Det ny Testamente, som kaldes Apostlenes Gerninger - og som fortæller om apostlenes videre skæbne efter Jesu himmelfart. I den forbindelse berettes der om pinsen, som oprindelig var en jødisk højtid, hvor man fejrede hvedehøsten. Navnet pinse kommer af det græske pentekoste, der betyder halvtreds og refererer til, at pinsen falder halvtreds dage efter påske. I den anledning er apostlene forsamlede i Jerusalem. Pludselig hører de en lyd som af et kraftigt vindstød. Og tunger som af ild viste sig for dem og satte sig på hver enkelt af dem, hvorefter de blev fyldt af Helligånden og begyndte at tale på fremmede tungemål - alt efter, hvad Ånden indgav dem at sige. Desuden fortælles der om alle de folkeslag, som dengang boede i Jerusalem. De undrede sig over apostlenes tungetale, som de lige pludselig kunne forstå på deres egne modersmål. Apostlenes forkyndelse af Guds storværker blev dermed forståelig på alle tungemål (Apostlenes Gerninger, kap 2, vers 1-11). Hermed har vi beretningen om Helligåndens komme og dermed kirkens grundlæggelse og fødselsdag. Kirken er det sted, hvor mennesker forsamles, for at høre apostlenes genfortællinger om Jesu liv, død og opstandelse. Men kirken er kun sand kirke, når Gud sender sin Helligånd dertil. Thi kun derved er de ord, som forkyndes i kirken, virksomme. Kun ved Helligånden bliver apostlenes ord og Jesu forkyndelse af syndernes forladelse til virkelighed for dem, som kommer i kirken. Kirken er ikke blot en institution, som mennesker har skabt for deres egen fornøjelses skyld. Kirken er kun kirke, når Guds Helligånd virker deri. Hvorvidt det så er tilfældet, det bestemmer Gud. I den sammenhæng har vi ikke noget at sige, bortset fra at vi kan tro på, at det er tilfældet. Roskilde-bispen Jan Lindhardt skriver i sin Katekismus i kristendom. Børnelærdom for voksne (Forlaget Rosinante, København 2000), at i kirken møder man først Gud i skikkelse af Helligånden. Jesus har vi ikke længere iblandt os, men hans Ånd er tilstede i kirken. Den forståelse, som apostlene fandt på den - i kristen betydning aller første pinsedag var den, at Jesus og alt hvad han havde gjort fortsat var levende tilstede iblandt dem. Den samme forståelse gælder i vores kirke. Jan Lindhardt definerer Helligånden til at betyde sandhed, kraft og mening - som det, vi møder i kirken. Og videre skriver Lindhardt: "Derfor er det ånden der bærer kirken. Hvis ikke apostlene den pinsedag og mange gange siden var blevet klar over at Jesus var det vigtig-ste der overhovedet var overgået dem i deres liv, så havde de ikke haft mod til at gå ud i alverden for at fortælle alle andre om det - hvad enten man gad høre på det eller ej. Helligånden er på den måde forståelsen af at man har noget meget vigtigt at sige, så vigtigt at man ikke kan holde det for sig selv." Og Lindhardt bliver ved: "Så er der måske nogen der vil sige: På den måde du udlægger det, er ånden bare et billede. Ja, det kan være sandt nok, men man skal stryge ordet "bare". Det meste af det vi ser, sanser eller forstå, er billeder. Det skulle vi i dag måske forstå bedre end i tidligere tider, vi der er omgivet af billeder, levende billeder forfra og bagfra, på papir, skærme og lærreder. Og måske endnu vigtigere: Alle de billeder vi fremmaner for vort indre blik ved hjælp af vore ord. Det sande og det rigtige billede . det er det som Helligånden bringer os. Når man møder et sandt og virkekraftigt billede af Kristus, så er det Helligånden der kommer med det." Helligånden er forståelse, forståelse af den betydning, som Kristi forkyndelse har for vort liv. Helligånden binder os hertil. Det er simpelthen det, som kaldes tro: at vi - ved Guds ord, som det lyder i kirken - lader os overmande af Guds kraft og ånd og dermed lader Kristus blive sandheden i vort liv. Helligånden er Jesu nærvær i vort liv. På ingen anden måde kan vi møde ham. Kun heri er Guds omsorg og kærlighed tilstede - på en måde, så vi kan forstå det. Grundtvig skriver i det 2. vers af salmen Talsmand, som på jorderige (DDS nr. 251) (Talsmanden er et andet udtryk for Helligån-den):
Kun hvad du har set, du maler, kun om, hvad du ved, du taler, kærligheds og sandheds Ånd! Du, som skænker, hvad du nævner, gør os, trods de svage evner, visere end Salomon: visere til dåd at øver, visere til åndeprøve, visere til salighed!
Helligånden er vejen til klogskab omkring vort eget liv i forhold til Gud. Forståelsen og troen skænkes ved Helligånden, hvorved vejen til Guds trøst er åben. I det følgende vers skriver Grundtvig:
Sjælesørger fra det høje, hold med os et vågent øje, vogt de små for falk og høg! Væk de dorske, styrk de svage, tugt de trygge, trøst de spage, gør os daglig husbesøg! Dan vort hjerte, løs vor tunge, så vi bede, så vi sjunge yndelig i Jesu navn!
Helligånden virker Guds trøst, men virker også vores samvittighed: Væk de dorske, tugt de trygge! - Vi skal vide, at som Guds børn lever vi med et ansvar for vort liv. Vi lever med en pligt overfor vor næste. Og for den skal vi stå til ansvar for Gud. Også denne indsigt virker Helligånden.
Endelig skriver Grundtvig i det sidste vers:
Trøster over alt, som truer, alt, hvorfor vort hjerte gruer, trøster over alle tab! Skænk os, skønt vi bo på sletten, i det høje indfødsretten, i Guds rige borgerskab! så i alt for onde dage glade vi herfra kan drage did, hvor der er evig fred.
Grundtvigs blik rækker her udover jordelivet. Ved Helligåndens trøst og styrke kan vi leve, så vi end ikke behøver at frygte for døden. Bag ved det hele ligger Jesu forkyndelse. I Johannes-evangeliets 8. kapitel hører vi netop Jesus sige: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden." - Det er ved Helligånden, at dette udsagn får betydning for os, så det kan bære vort liv. Helligånd er gyldighed. Lad mig med disse ord ønske alle en rigtig glædelig pinse. Der er grund til at gå i kirke. Det gælder alle søndage, men ikke mindst i pinsen, som - ved Helligånden - er forudsætningen for det hele. Den 22/5 holder vi højskolesangaften i Præstegården i Vester Vedsted. I den forbindelse vil vi også komme omkring nogle af pinsens salmer, som vil få et par kommentarer med på vejen. Også en mulighed, hvis man vil vide mere.
9. Præstens prædiken - juni/juli 2002 af Uffe Vestergaard Pedersen
Den lyder søndag efter søndag. På helligdagene året rundt. Og den har lydt år efter år, helt tilbage i de tidligste menigheder i de første århundreder efter Kristi fødsel. Der har i historiens løb været tider, hvor man ikke lagde så meget vægt på prædikenen. Men efter reformationen i 1536 blev prædikenen atter det helt centrale i den kristne gudstjeneste. Men hvad er egentlig en prædiken for noget? Hvorfor er der så mange, der synes det er noget kedeligt noget? Og hvorfor kan det ikke være anderledes? - Det er disse spørgsmål, som jeg her vil forsøge at give et svar på. Den kristne gudstjeneste er blevet fejret siden apostlenes dage, siden tiden efter Jesu død og opstandelse. De mennesker, som var kommet til tro på, at Jesus var Guds Søn, mødtes til fælles sammenkomster, for at genfortælle for hinanden de beretninger, som forelå om Jesus og hans liv, hans død og opstandelse, om be-tydningen heraf. I Det ny Testamente, i det skrift, som kaldes Apostlenes Gerninger, berettes der om, at "de holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og bønnerne" (ApG. 4,42). Her har vi et af de tidligste vidnesbyrd om den kristne gudstjeneste. Apostlenes lære er nemlig det, som vi har samlet som Det ny Testamente: Evangelierne, beretningerne om Jesu, liv, død og opstandelse. Og brevene, epistlerne, som tolker betydningen heraf: - at Jesus gik i døden for det syndige menneskes skyld, at Jesus måtte lide dødens straf, fordi ethvert menneske søger sine egne interesser, frem for at elske Gud og sin næste. Og at herved blev synden overvundet for det menneske, som lever i troen på, at Jesu lidelse og død har fundet sted for hans eller hendes skyld, og at han eller hun nu kan leve opstandelsens liv, uden fjendskab i forholdet til Gud, uden frygt for døden som syndens straf. Det er baggrunden for den kristne gudstjeneste, som finder sted i et fællesskab, kendetegnet ved at dets medlemmer er døbte til at høre Kristus til. Foruden apostlenes lære, så indbefatter møderne i dette fællesskab, at der bedes bønner og der holdes fast ved brødets brydelse, altså at der holdes nadver. For vort vedkommende er det hele bundet sammen af musik og salmesang. Ritualet for søndagens gudstjeneste har op gennem historien set forskelligt ud. Ligeledes har der været, er er der fortsat, forskel fra land til land. I vores sammenhæng er det læsningerne fra Det ny Testamente, der er der helt centrale. Der læses fra epistlerne, der er lagt an, så der læses et nyt stykke hver eneste søndag i kirkeåret. Det samme gælder for evangelierne. Med den tilføjelse, at her skal der prædikes over teksten. Med disse evangelietekster føres vi - i løbet af kirkeåret - igennem Jesu korte og dramatiske liv. Et liv, hvor det guddommelige og det menneskelige er tæt sammenvævet. Præsten Agnete Brink skriver om sammenhængen i dette evangeliske livsforløb i "En lille bog om kristendommen" (Aros 1996): - "Englen Gabriels bebudelse til Maria om at hun skal føde Guds søn, fødslen i Betlehem, Jesu forkyndelse og virke blandt mennesker, hans lidelse og korsfæstelse og den sejrrige opstandelse. Ved at høre hans [Jesu] historie fortalt for vi, der er menighed, nu at vide, hvad det vil sige at være menneske, og vi får et løfte om, at alt det modsætningsfyldte i vort liv, kampen imellem det gode og det onde engang skal høre op og alting forklares. Men indtil det sker, kan vi leve vort modsætningsfyldte og af tvetydighed bestemte liv i tiltro til, at den barmhjertighed, han [Jesus] mødte mennesker med, også gælder for os nu. Derfor svarer menigheden: "Gud være lovet for sit glædelige budskab", når evangeliet skal læses, fordi menigheden i de ord hører befrielsen fra et liv, der er omsluttet af synd og død. Evangeliets ord er i gudstjenestens rum ikke længere fjerne ord, men ord der taler virkeligt og sandt om vort liv og vor død. Vi hæves op og ser, at evangeliet svarer på alle de afgørende spørgsmål i det liv, vi lever nu, og vi hører, at vort eget lille liv har betydning og plads i Guds store historie." Således er indholdet af det evangelium, der skal holdes prædiken over. Ordet prædiken kommer af latin og betyder noget i retning af, at tale for. En prædiken er altså en tale, hvis hensigt det er at udfolde, hvad evangeliets glædelige budskab betyder her i vor tid, at finde lighedspunkter mellem evangeliet og vort eget liv. Prædikenen har til opgave - ved hjælp af vor tids sprog - at forbinde vore liv med Jesu forkyndelse, så vi i troen kan forvisses om, at vi har vore synders forladelse, og vi derfor med frimodighed med frimodighed kan leve vort liv i ansvar og tro. Prædikenen er således et forsøg på aktualisering. Men vel at mærke ikke for underholdningens skyld. Kirken skal ikke konkurrere med tidens øvrige tilbud i retning heraf. Gudstjeneste og prædiken er faktisk det stikmodsatte. Hensigten er næring til livet, at bringe mod til livet, så vi kan leve, uden at lade frygt og død formørke vores tilværelse. Det er store ting, at tillægge en prædiken. Men netop derfor er det heller ikke præstens konkrete prædiken, det kommer an på. Når Guds ord virker syndernes forladelse, så er det Helligåndens gerning. At lade tingene komme an på præstens retoriske evner er det samme som at ville gøre Gud til en menneskelig frembringelse. Og hvis han er der, så er det jo meningsløst at holde gudstjeneste og at lytte til forkyndelsen i prædikenen. Men det er netop derfor, en prædiken kan virke temmelig kedelig. Hvis man forventer underholdning eller oplysning i foredragets form, så går man fejl. Prædikenen må og skal opfattes som en Guds tiltale til det enkelte menneske, en anklage mod det liv, som leves under egoismens fortegn, hvilket er det der kendetegner livet for os alle sammen. På baggrund af evangelieteksten fremføres en anklage, som vi kan spejle os i. Thi først når vi kan se os selv som skyldige, giver det mening at få tilsagt frikendelsen, altså syndernes forladelse, det glædelige budskab. Når en prædiken bliver kedelig, så er det fordi vi misforstår dens formål. Således er prædikenens virkelighed. Ofte anklages kirken for at være gammeldags. Og det er den selvfølgelig også, i hvert fald i det omfang, at dens grundlag er en meget gammel bog, Det ny Testamente. Men det kan ikke være anderledes. Uden Det ny Testamente ville kirken ikke kunne være kirke. Men når man på den måde siger gammeldags, så skal man holde sig for øje, at menneskelivet faktisk altid er gammeldags. I grunden er der ikke forskel på fortidens mennesker og nutidens mennesker. Mennesker har til alle tider levet på samme måde - med ungdommens kådhed, manddommens mod og alderdommens træthed. Mennesket har til alle tider haft drømme og gjort sig tanker om livets ubegribelighed. Mennesker har levet med glæde og sorg, med frygt og smerte, ængstelige for deres børn og for fremtiden. Måske kommer tingene anderledes til udtryk i dag. Men dybest set er der tale om det sammen. Og derfor kan det gammeldags lige så godt kaldes for nutidigt. Eller også må man lave sin opfattelse lidt om - og sige, at nok er kirkens og prædikenens grundlag gammelt, men ikke gammeldags. Under alle omstændigheder er det prædikenen opgave, at gøre dette gamle budskab aktuelt. Budskabets kerne kan der ikke laves om på. Måske kunne man ændre på nogle af gudstjenestens udtryksformer. Det har man faktisk alle-rede gjort. I 1992 kom der en ny oversættelse af Bibelen, formuleret i tidens sprog. Højtidelighed er der naturligvis stadigvæk. Men højtideligheden hører til i kirkens rum. Som det sted, hvor Guds ord forkyndes, er kirken et anderledes rum. Derfor skal der være forskel i forhold til foredragssalen eller skolestuen.
10. Ny salmebog - tilsyneladende på vej - august/september 2002 af Uffe Vestergaard Pedersen
Indenfor den seneste måned har man i dagspressen kunnet læse, at kirkeminister Tove Fergo nu er indstillet på at godkende et revideret udkast til en ny salmebog. For et halvt år siden bekendtgjorde samme minister, at hun ikke agtede at godkende en ny salmebog på baggrund af det arbejde, som den såkaldte "Salmebogs-kommission" havde foretaget. Dette udløste en voldsom storm fra biskoppernes side. De mente ikke at ministeren skulle blande sig i det, som de kaldte for kirkens indre anliggender. Herefter blev der tavshed omkring ministeren, som pludselig medgav biskopperne, at nye salmebøger måtte høre ind under deres kompetence. Der er ingen tvivl om, at ministeren var blevet sat på plads - et eller andet sted fra. Tavsheden taler sit eget sprog. Endnu mere den kovending, som nu har fundet sted. Visse ændringer har der fundet sted i det nye udkast til salmebogen. Flere af de salmer, som i første omgang var blevet taget ud, er nu medtaget igen. Men grundlæggende er der tale om det samme makværk. Det første udkast var klart utilfredsstillende, som tidligere omtalt her i bladet. Nu har man så lavet lidt småjusteringer. Det vigtigste er tilsyneladende, at vi får en ny salmebog, frem for hvad der står i den. Hvis arbejdet skulle gøres ordentligt, så burde der have været nedsat en ny kommission med nye medlemmer, som så kunne arbejde en årrække - enten på det foreliggende udkast eller endnu bedre - på et helt nyt udkast. Men sådan skulle det ikke blive. Ministeren er blevet stækket. Og biskopperne er øjensynligt blevet enige om også at støtte den kommende salmebog, trods det at flere af dem tidligere har været kritiske. Man kan undre sig over, hvad i alverden der er sket. Inden ministeren trak sine kritiske røster tilbage, foreslog hun, at det skulle til afstemning blandt de danske menighedsrådsmedlemmer, om vi skulle have en ny salmebog. Dette blev afvist af såvel biskopper som formanden for Landsforeningen af Menighedsråd. Begrundelsen var, som man sagde, at høringssvarene i forbindelse med første udkastet til den nye salmebog havde været overvejende positive. Imidlertid er der ikke blevet fremlagt dokumentation for denne påstand. Måske tager jeg fejl, men personligt har jeg ikke hørt andet end kritiske røster - også fra de kirkelige kredse, som tænker anderledes end jeg. Der er noget der halter i det folkekirkelige demokrati. Den samlede flok af de danske bisper fik overfor kirkeministeren tromlet det synspunkt igennem, at de repræsenterer Folkekirkens såkaldte indre anliggender. At tale om bispemagt vil nok være at bruge store ord. Men noget om snakken er der nu nok alligevel. I Folkekirken er der nemlig slet ikke noget, der hedder 'indre anliggender'. Der er i luthersk forstand ingen hellige rum og ingen hierarkier, som repræsenterer større myndighed. Derfor kan der ikke tales om indre anliggender. Kirkens anliggende er evangeliets forkyndelse. Og her overfor er der ingen myndighed. I luthersk forstand hersker det almindelige præstedømme, hvilket vil sige, at alle døbte i lige grad er præster for Vorherre. Bispen ikke mere end den arbejdsløse. Det er derfor, vi har en Folkekirke, som en naturlig udløber af reformationen fra 1536, hvor Christian den III fængslede alle de katolske biskopper. Folkekirken som institution tilhører de døbte, ikke biskopperne alene. Således kan man kun beklage, at både menighedsrådsmedlemmer og kirkeminister er blevet sat udenfor indflydelse i forbindelse med beslutningen om en ny salmebog. Naturligvis ville kirkeministeren kunne sige nej. Men alt tyder på, at hun har fået bundet hænderne på ryggen.
11. Et ord eller to om kærlighed - oktober/november 2002 - til eftertanke omkring ægteskab eller blot forelskelse af Uffe Vestergaard Pedersen
Hvad er det, min Marie ! - skriver Grundtvig spørgende, trods udråbstegnet, i den første linje af digtet og højskolesangen af samme navn: Hvad er det, min Marie! / som gør det, at vi to, / vi tale eller tie, / på færde og i ro, / os føle viet sammen, / som kirken og dens amen, / som præst og menighed Således det første vers i digtet, som den næsten 67-årige Grundtvig skrev i august 1851 til den 38-årige Marie Toft, som han giftede sig med i oktober samme år. Grundtvig var forelsket. Ingen tvivl om den sag. Skønt kærligheden skulle blive kort. Allerede i 1854 døde Marie fra ham. Men i 1851 kendte lykken ingen grænser. Og Grundtvig undrer sig over det forunderlige, som finder sted: - at han og Marie, hvad enten de taler eller tier eller er på rejse eller i ro, at de kan føle sig viet sammen. Og så bruger Grundtvig naturligvis billedet af kirken og dens amen: - at kirken forkynder sandheden om livet, hvortil menigheden svarer amen: - at det skal ske! På den måde fremstilles kærligheden og forelskelsen tilsvarende som sandheden, ikke om, men i livet. Herved baggrunden for den livets gåde, som opklares ved kærligheden. Og Grundtvig fortsætter i det følgende vers: Det er, at vi vil være / hinanden som vi er, / det er, at vi kan bære / hinanden som vi er, / det er, at vore munde, / vi våge eller blunde, / dog mødes i et kys ! Og vel er han da romantiker, den gamle Grundtvig. Kærligheden kender ingen grænser. Som 'forunderlig' er der tale om en magt, der kommer udefra. Men en magt, der fordrer, at man ikke laver om på sig selv: - at vi vil være, hinanden, som vi er. For ellers bliver det hele falsk. - Og en magt, der netop på baggrund heraf kræver, den gensidige rummelighed: - at vi kan bære hinanden, som vi er . Grundtvig ønskede ikke, at han og Marie skulle lave om på hinanden. De skulle derimod støtte hinanden, for derved at give plads til personlig udfoldelse. - Også her er der tale om grundtvigske tanker i en nøddeskal: - at frihed er forudsætning for kærlighedens udfoldelse. I det tredje vers hedder det: Kun på en egen måde / vi er i grunden ét, / vort liv var os en gåde, / til vi opdaged det. / Men nu har vi opdaget, / i hjerte-favnetaget / vort liv er fælles lyst Grundtvig spiller her på den livets gåde, der oplyses ved kærligheden. Livet er simpelthen en uløselig gåde, indtil man møder kærligheden og forelskelsen. Først her opstår der klarhed. Imidlertid er der ikke tale om en gåde og et svar, der kan sættes på en formel. Gåden løses i enheden af to mennesker, at i hjertefavnetaget, at dér finder de ud af, at de er ét, og at deres liv er fælles lyst Grundtvig slutter af med nok et par vers. Men kernen er givet: Frihed som kærlighedens forudsætning. Det gælder mellem to mennesker, som det gælder mellem det enkelte menneske og Vorherre.
12. Giv mig, Gud, en salmetunge - december/januar 2002/2003 af Uffe Vestergaard Pedersen
Således titlen på en af Grundtvigs elskede salmer, med ønsket om at kunne lovprise Gud på rette vis. Og det er vel intentionen i enhver salme. Digteren Paul la Cour (1902-56) er ikke kendt som salmedigter. Men måske ligger den alligevel en "salmetunge" gemt i flere af hans digte. Tendensen er der i hvert fald. Og specielt tænker jeg på digtet "Stridende Aand" fra 1940, fra digtsamlingen "De hundrede somre", som ikke umiddelbart er til at synge, men som indeholder temmelig mange af den traditionelle salmes dybder - foruden den er moderne og tilgængelig på en anderledes måde. Digtet lyder således:
I Vær stille, vær stille. Sig ikke mer. Det er i det tavse, Livet sker. Mørket kommer med Tusmørkedrys. Det dybeste siger vi med et Kys. Det helligste ejer slet ingen Ord, er stumt og varmt som den varme Jord. Det lister sig frem, det baner sig Vej, det leger i Blikket: Jeg elsker dig! Et menneske er du, som jeg er et. Bliv hos mig du. Vi er begge for lidt. Aa bo hos mig. Uden Hjem og Navn lever jeg borte fra Menneskets Favn.
II Jeg vender i Sjælens Udlændighedsaar tilbage til dig, som ikke forgaar. Da synker Rødderne mættede ned i uovervindelig Styrke og Fred. Og Kronen fyldes, og Træet gror saa stumt og varmt i den varme Jord. Der falder Mørke imod din Mund, men Lysdrift vaager i Menneskets Grund. Du aander i Mørke, mod Lyset vendt. Til stridende Kærlighed blev du sendt. Berør min pande. Løft mig paa din Glød. Du sejrer bestandig trods Kval og Nød.
III Vær stille, vær stille. Sig ikke mer. Det er i det tavse, Livet sker Sjælen er stum. Den har ingen Ord, er stum og varm som den varme Jord. Den fødes igen, hver gang den dør. Det dybe Smil vælder frem som før. En Sejrsskjorte fødes den i. Med Munden forseglet er den fri. Det er dens Skæbne, dens evige Lod, at søndermales i Brændingens Brod, men hæve taalmodigt, trods Styrt og Fald, fra Dybet mod Himlen sit Livs Koral. Aa Glæde indhyllet i Smertens Skær. Dit Skabelsesunder er altid nær.
Der er i digtet her tale om en eksistentiel, religiøs betragtning af tilværelsen. Udgangspunktet er stilheden. Naturligvis taler digtet, som digte altid gør. Men uden lyd, når det læses. Og alligevel med stilhed, selvom det læses højt. Det er i det tavse, Livet sker. Der er inderlighed og følelser på spil. Man tænker på forholdet mellem to mennesker. Også det er først ideelt, når de kan være tavse sammen, uden at skulle sige noget. Og Paul la Cour bruger det menneskelige kærlighedsbillede: Det dybeste siger vi med et Kys - og: det leger i Blikket: Jeg elsker dig! - Stilhed og kærlighed knyttes sammen. Der tales på to niveauer. Det nære og det abstrakte. Først i den femte strofe rækkes der for alvor ud over den rent menneskelige betragtning: Vi er begge for lidt. På trods af det storslåede i den rent menneskelige kærlighed, så er den alligevel ikke tilstrækkelig til at bære livet i hele dets fylde. I digtets anden del stiger intensiteten: - Jeg vender i Sjælens Udlændighedsaar / tilbage til dig, som ikke forgaar - Her taler måske det menneske, som har været borte fra sin barnetro, som har levet med ungdommens overmod - i tiltro til sig selv, men for hvem det viser sig, at tilværelsen ikke kan bæres alene af et sort bagtæppe. Den sorte muld er ikke tilstrækkelig. Guds kærlighed må også være tilstede. Der ligger en higen i disse vers. En higen, som når sit højdepunkt i bønnen: - Berør min Pande. Løft mig paa din Glød. /Du sejrer bestandig trods kval og nød. - Her er der for mig at se en direkte forbindelseslinje til kristendommen. Der er ikke længere tale om noget almen religiøst. Kristi helbredelsesundere skete ofte med en berøring. Og netop Kristus er den sejrende, trods kval og nød. Der bygges på den måde en spænding op, som her er ved at nå sit højdepunkt. Nu kunne man godt få en mistanke om noget nyreligiøst i den afsluttende del: - Sjælen er stum. Den har ingen Ord, / er stum og varm som den varme Jord. / Den fødes igen, hver gang den dør. / Det dybe Smil vælder frem som før. - At sjælen fødes igen, hver gang den dør. - Men eftersom der netop er tale om en eksistentiel betragtning, så er det ikke reinkarnationstanken, der spøger her. Digtet taler nemlig midt ind i tilværelsen. Der gøres ikke betragtninger ud over livets grænse. Og derfor, at sjælen fødes igen, hver gang den dør, det sigter til alle de gange, hvor vi selv går fejl af livet, som måske i ungdommens overmod, at alle de gange er tilgivelsen os til del. At da fødes sjæen igen, når vi angrer og på den måde tager imod vore synders forladelse. Jo, der er noget bag ved det hele. - Aa Glæde indhyllet i Smertens Skær. - Livets vilkår er smerte. Men alligevel er der grund til at glæde sig. Guds skabelsesunder ligger bag det hele. I traditionel forstand er der ikke tale om en salme. Men utvivlsomt står Paul la Cour med det samme anliggende som Grundtvig - med bønnen: - Giv mig, Gud, en salmetunge.
13. Synd! - februar/marts 2003 Af Uffe Vestergaard Pedersen
Begrebet er et af de mest centrale i kristendommen. Men i dag måske et af de mest ubegribelige, hvilket giver kristendommen vanskelige kår. Men fænomenet kan ikke afskaffes, for det hører menneskelivet til. Og derfor er det stadigvæk vigtigt, at vide hvad det betyder. Om synden skriver Jan Lindhardt, biskop over Roskilde Stift, følgende i sin Katekismus i Kristendom. Børnelærdom for voksne: - "Selve ordet "synd" betyder adskillelse og hænger ifølge en folkelig ordforklaring sammen med ordet "sund", f.eks. Øresund som det farvand der skiller Sjælland fra Skåne. Ordet religion kommer af det latinske udsagnsord religere, ordne, binde sammen. At være opmærksom på hvorledes sammenhængen er. Altså egentlig det modsatte af synd. Eller med andre ord: Religion er den måde hvorpå man får indsigt i tilværelsens orden. Fælles for alle religioner og religiøse tilværelsestolkninger er at mennesket ikke blot er i verden, men at det har en opgave; det skal udføre noget. Der er nemlig mening med det hele, og denne mening kan man erkende, eller man kan tage fejl af den. I vor tid overser man ofte dette forudgivne formål med livet. Man kommer til verden ved hjælp af sin far og mor, men ellers er det ens eget valg, hvorledes man vil leve sit liv. Samfundet har ganske vist visse spilleregler - f.eks. at man ikke må slå ihjel eller man ikke må stjæle - men det er blot noget flertallet af medlemmerne er blevet enige om. Det er ikke noget som er givet af en guddommelig magt eller som ligger i selve livet eller naturen. Bibelen opfatter det dybere: det er ikke os selv der giver alle love og retningslinier. Livet rummer nødvendigheder som vi er nødt til at underkaste os. Hvis vi læser Det Gamle Testamente, vil vi møde en række bud og forbud. De mest kendte er De Ti Bud, men der er også mange andre, faktisk over 600. Der er både etiske og ceremonielle. Til de sidste regner man spiseregler, regler om ofringer, fridage, f.eks. sabbatten, og meget andet. Disse bud var ikke noget som kun samfundet gav. Når de står i Bibelen, er det fordi jøderne opfattede disse bud og forbud som givet af Gud. Det er altså ham man står til regnskab over for og ikke blot ens medborgere eller ens egen samvittighed. At overtræde budene er synd mod Gud fordi det skiller os fra ham. Så kort kan det siges. Man "skylder" altså at gøre bestemte ting." I Det Ny Testamente lægger Jesus vægten på de etiske bud. Det der handler om menneskers etiske forhold til hinanden. Det er her gudsforholdet afgøres, og det er her, vi stilles til regnskab. Og her fortsætter Lindhardt: - "Hvordan skal vi forstå det? Man kan sige at i det øjeblik vi træder ind i verden, så "skylder" vi en række ting. Som barn skylder man at være sine forældres øjesten, som ung at forberede sig på at deltage i samfundet, som voksen at tage sig af sine børn, yde sin samfundsindsats, støtte hvor man kan, og som ældre at hjælpe til med børnebørnene. Her og i mange andre forhold er vi skyldige at gøre en indsats." På den måde fremstiller Lindhardt, hvorledes vi skal tage os af vor næste, hvilket er kernen i Bibelens etiske forkyndelse. Og hvis vi ikke gør det, så pådrager vi os, i henhold til kristendommen, skyld. Men ikke nok med det, for Jesus sætter tingene så meget på sidsen, at det i realiteten bliver umuligt at opfylde de etiske krav. Vi skal elske vore fjender. Vi må end ikke blive vrede. Og det er lettere for en kamel at komme gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. På den måde blæses kravene op. Og skyldigheden vokser. Også udover hvad der er fornuftigt at tænke sig til. Men således sættes skyldigheden i perspektiv. Livet er at skylde andre sin tjeneste. Og det i en grad, som ikke kan indfries. Lindhardt formulerer dette således: - "Skylden synes altså at klæbe ved selve det at leve. Dermed være ikke sagt at den er "undskyldelig" (egentlig: uden skyld), for det er i vor svigten at skylden træder frem." Imidlertid er skylden altid vanskelig at leve med. Så at sige umulig. Det gælder alle former for skyld. Således er det umuligt at leve uden tilgivelse. Det gælder mennesker imellem. Og det gælder i forholdet mellem den enkelte og Gud. Der er altid en mangel, som ikke ved egen indsats kan rettes op. Den ufortjente tilgivelse er en nødvendighed for at kunne leve med den skyld, som vi ikke selv kan betale os fri af. Og den selv samme ufortjente tilgivelse er netop Guds kærlighed, som den kommer til udtryk i Kristi gerning. I den forstand kan vi tage imod. Men vi kan ikke fortjene. Vi kan bestræbe os, hvad vi også skal. Men vi kan ikke gøre os selv fuldkomne. Guds kærlighed og Guds nåde er i den forstand en gave. Lindhardt fremstiller dette således: - "Man kan også vende det om på en anden måde. Siger man at man skal gøre noget bestemt, opføre sig på en bestemt måde eller leve op til en særlig norm for at have Guds kærlighed, så drager man i virkeligheden Hans kærlighed i tvivl. Martin Luther bruger et godt billede: Hvis en mand og en kvinde elsker hinanden, så venter de sig alt godt af hinanden, men hvis de ikke er overbevist af hinandens kærlighed, så vil de gøre alt muligt for at fortjene den andens kærlighed. I et godt kærlighedsforhold er man ikke nødt til hele tiden at gøre sig fortjent til den andens velvilje. Prøver man alligevel på det, er det ofte tegn på at der er noget galt, og at man ikke helt stoler på den anden." Synd er, når vi ikke handler som vi skal. Herved pådrages den skyld, som alene kan bæres, når vi tager imod tilgivelsen.
14. Privilegiet ikke at gå i kirke - april/maj 2003 af Uffe Vestergaard Pedersen
Det er blevet populært at gå i kirke, hævdes det. Mens det fra anden side menes, at kirkegangen generelt er vigende. Modstridende efterretninger. Men primært af interesse for Danmarks Statistik. For kirkeligt og teologisk er det aldeles uinteressant, hvorvidt det ene eller det andet er tilfældet. Blot de mennesker kommer, som har behov der for. Det er dét, der er det afgørende. Og behovet kan alene den enkelte afgøre for sig selv. Mennesker i dagens Danmark er for de flestes vedkommende døbte og medlemmer af Folkekirken. Det er glædeligt, kan det hævdes fra kirkelig side. Mens alt andet hører til privatlivets fred. Den Danske Folkekirke er ikke et biografteater eller en reklamefinansieret Tv-station. Det er Folkekirkens privilegium. Havde den skulle leve af antallet af kirkegængere, så ville der jo være ganske udmærkede argumenter for at få besøgstallet op. Men således er det heldigvis ikke. Ikke at der ikke findes, sikkert 'velmenende' folk, som gerne vil have andre til at gå i kirke. De findes i hobetal landet over. Men lad dem mene, hvad de vil. Det hører til kristenmenneskets privilegium, at lade være med at gå i kirke, når man ikke har behov for det. Og kristenmennesker, det er alle døbte. Vi kan gå i kirke eller lade være. Det kommer ikke andre ved. Hin enkeltes gudsforhold er hin enkeltes egen sag. Det afgørende i den sammenhæng er, at kirken er der, og at evangeliet forkyndes om søndagen for den, som har behov for det - eller for den, som senere hen måtte få det. Det er derfor, vi har de mange kirker landet over. Guds ord er tilgængeligt. Det er grunden til, at der holdes gudstjeneste om søndagen. Det handler ikke om 'seertal'. Kirken er fuldtallig, blot der er to til stede. Det er selvfølgelig hverken økonomisk eller rationelt på den måde. Naturligvis ikke. Enhver driftsøkonom vil ryste på hovedet. Men vel skal kirken heller ikke være hverken økonomisk eller rationel. I givet fald kunne man lige så godt lukke butikken med det samme. Og det gælder, hvad enten der kommer mange eller få kirkegængere. Foretagendet er og bliver uøkonomisk. For der er ikke noget måleligt output. Det synlige og samfundsmæssigt gavnlige resultat er lig nu, hvad enten der kommer to hundrede mennesker eller blot to. Der findes mange grunde til at gå i kirke. Der findes nok lige så mange, som der er mennesker. Også det er medvirkende til, at det bliver vanskeligt for de 'velmenende', at argumentere for, hvorfor de andre skal eller bør gå i kirke. Men enkelte grunde kan der naturligvis pilles ud. Den vægtigste er behovet. Behovet for trøst, for opbyggelse eller for syndernes forladelse. Eller andet. Og det er her, at der ikke er nogen, der skal blande sig. Dette behov hører hjemme i hjerterummet og i forholdet mellem den enkelte og Vorherre. En anden grund kunne være traditionen. Her hævdes det fra den 'velmenende' side, at vi her i landet har lidt et traditionstab. Og det er sikkert ingen tvivl om. Det gælder på alle områder. I kirkelig henseende begyndte traditionen at svigte allerede i tiden omkring den første verdenskrig, hvor den moderne verden for alvor brød igennem. Og traditioner kan ikke på den måde genoplives. Tradition betyder overlevering. Og man kan ikke bare springe næsten hundrede år over. Der er kun behovet tilbage. Og så for øvrigt, at gå i kirke for traditionens skyld, uden et behov, det synes ikke rigtigt. Man skal kun gøre det, hvis det har betydning for én selv. Man skal ikke gøre det for traditionens skyld, lige så lidt som man skal gøre det for præstens skyld. Gudstjenesten holdes for den, som har behov der for. De få eller de mange. Men den holdes. Og Guds ord er tilgængeligt for den, som i så henseende trænger til trøst eller styrke. Og netop derfor holdes der atter gudstjeneste på søndag.
15. Om religion - juni/juli 2003 af Uffe Vestergaard Pedersen
"Religionen er et spejl", skriver den nu afdøde teologiprofessor P.G. Lindhardt i sit foredrag: Religion og Evangelium fra 1954, - "et spejl, hvori mennesket spejler sig selv; den religiøse bevidsthed er det højeste udtryk for menneskets selvforståelse, for dets risikable tilværelse, dets forlegenhed i tilværelsen, dets bekymringer og forventninger. I religionen søger det bekymrede menneske at øge sin vækst med en alen, at vokse ud over sine givne omstændigheder. I religionen bliver troen et sæt anskuelser, formuleret som "dogmer", håbet bliver en forventning om en bedre fremtid, og kærligheden en tjeneste med fortjeneste som bihensigt. Religion er flugt for tilværelsen - intet under, at tiden er så overvældende religiøs netop nu, hvor der er så meget at flygte fra - men evangeliet forholder sig ikke til den drømmeverden, den flygtendes bevidsthed danner sig; det forholder sig til virkeligheden. "Timeligheden, endeligheden er det, hvorom alting drejer sig," hedder det hos Kierkegaard, og det er just evangeliets påstand. Her er evighed ikke den kvantitative endeløshed, men det kvalitative øjeblik, hvor et menneske i den handling at overtage sin timelighed, sin givne tilværelses indhold som sit liv, træffer en evighedens afgørelse. Religionen er et spejl, og et spejl viser kun, hvad der spejler sig deri; der-for afslører religionen kun menneskets inderste drøm, og at den kun er en drøm. Evangeliet sæt-ter et menneske - han være sig nu religiøs eller ikke - under befaling og byder ham selvfor-glemmende at gøre Guds vilje. Det lover ikke, at han, når han har gjort det en passende tid og i rimeligt mål, skal se himmerigets porte gå op. Det sigter ikke på velvære, men på det Guds rige, som er, hvor Guds vilje sker, og et menneske glemmer sig selv for at leve, elske og glæde sig over livet." Disse ord fra 1954 er nøjagtig lige så aktuelle i dag, som dengang, de blev skrevet. Vi lever i en tid med masser af religiøs grøde. Nyreligiøsiteten blomstrer. Der omsættes for millioner i magiske sten, healing, talsystemer, horoskoper og auralæsning - og hvad det nu alt sammen hedder. Der er rock i synagogen hos Pinsekirken og Baptisterne. Og de fremmede religioner er for længst kommet til landet, også med en langt mere synlig religiøsitet, end vi tidligere har været vidner til. Og det er selvfølgelig alt sammen helt i sin orden. Vi har religionsfrihed. Og sådan skal det være. I den sammenhæng står vi som mennesker alene til ansvar for vores samvittighed og for Vorherre. Imidlertid er tidens blomstrende religiøsitet gået hen, og er blevet et problem for Folkekirken. Ikke for kirken som sådan. Den har såmænd overlevet værre kriser end almen religiøsitet. Men et problem i den forstand, at adskillige mennesker, tilknyttet Folkekirken, mener, at tidens synlige religiøsitet gør, at Folkekirken også må fremvise en langt mere synlig form for religiøsitet. Og det er naturligvis en gang sludder og vrøvl af værste kaliber. Og ikke nok med det. Det kan oven i købet være farligt. Kirken - som Folkekirke - er ikke en religionsanstalt. Kirken er det sted, hvor evangeliet forkyndes, hvor vi stilles over for Guds krav og forlangender, og hvor vi hører han tilgivelse forkyndt. Og det har, som P.G. Lindhardt formulerer det, intet med religion at gøre. Evangeliet forholder sig ikke til en paradisisk drømmeverden. Men skænker os tværtom mod og mulighed for at leve i den ufuldkomne verden, hvori vi nu en gang er sat. Religion er i den forstand, selv at ville nå Gud. Mens evangeliet er, at tage imod. Religion er aktivitet. Mens evangeliet er passivitet. Religion er, selv at ville kravle op til Gud. Mens evangeliet er, at tage imod, fordi vi som mennesker ikke kan andet. Hvis Gud er Gud, så er det ham, der er den aktive. Fra Folkekirken skal der ikke udgår nogen form for aktiv religiøsitet. Kirken er det sted, hvor der lyttes og tages imod. Nuvel. Folkekirken har religiøse ritualer. Men her er det vigtigt, at holde sig for øje, at ritualerne ikke er hellige. De folkekirkelige ritualer, måden at gøre tingene på, rækkefølgen etc., alt sammen er form. Påklædning kunne man kalde det. Der er tale om en traditionsbestemt form, som sagtens kunne være anderledes. Men som vi holder af, fordi vi kender den. Den er i sig selv ikke helligt. Det er kun Guds ord, når det - som evangelium - lyder i kirken. Der er ganske enkelt ingen religiøsitet at vise frem. Når vi går fra kirke er det for at passe vort liv og vor gerning. Hverken mere eller mindre. Det er her til, evangeliet giver os mod og held. Der skal ikke demonstreres nogen form for religiøsitet. Det kan vi roligt lade de andre om, mens vi selv forvalter vores hverdag. Så vidt den misforståelse, som man ofte kan møde i pressen. Der er bestemt ingen grund til, på den måde, at tage den alvorligt. Desuden står Folkekirken slet ikke i et konkurrenceforhold til tidens synlige religiøsitet. Men alligevel skal man holde sig for øje, at tendensen kan være farlig. Og i så henseende skal man selvfølgelig tage den alvorlig. Faren ligger i, at man fra visse kredse gerne vil profilere Folkekirken som mere synlig i samfundet. Som om to tusinde kirketårne ikke er nok. Man vil have Folkekirken på banen som en aktiver spiller i samfundsdebatten. Det er nemlig en af måderne, hvorpå man kan synliggøre religiøsiteten. Men hvis man gør det, så kører tingene af sporet. Hvis kirken på den måde gøres politisk er den ikke længere kirke. Og hvem skal egentlig bestemme, hvad kirken mener om dette eller hint? Man må antage, at der nok er en vis uenighed mellem Folkekirkens 4,5 mio. medlemmer. Hvis Folkekirken gøres politisk i et forsøg på at synliggøre sin religiøsitet, så sprænges den forkyndelsens ramme, som de mange medlemmer er enige om, skal være der. Det er den usynlige religiøsitet, der fastholder rammen for evangeliets forkyndelse. Religion og evangelium er ikke det samme. Der var ikke tilfældet i 1954. Ej heller på Jesu tidsalder. Og end ikke i år 2003. Tiderne skifter, men Guds ord er og bliver det samme. Og lad mig så lige, for at sætte tingene i perspektiv, slutte af med en morsom bemærkning om den evangelisk-lutherske kirke i Tyskland, som netop har fået status, som meningsdanner i den offentlige debat. Men her kunne man for et par år siden, høre kirken udtale sig om de tyske taxachaufførers arbejdsvilkår... Her overfor gives der kun to muligheder. Enten kan man fortrænge trangen til latter og blot sige: Skomager, bliv ved din læst! - eller man kan lade latteren bryde ud i lys lue.
16. Døden - august/september 2003 af Uffe Vestergaard Pedersen
Før døden med sin istap-hånd / gør skel imel-lem støv og ånd, / bortvifter hjertets varme, / indslumre skal jeg da med lyst, / som barnet ved sin moders bryst, / i dine frelser-arme... Således skriver Grundtvig i salmen: At sige verden ret farvel (nr. 609, vers 9). Og herved møder vi Grundtvigs oplevelse af døden. Den kommer med sin istap-hånd, med isnende kulde. Den gør skel imellem støv og ånd. Mennesket består, efter Grundtvigs opfattelse, af støv og ånd. Men efter døden vender støvet tilbage til jorden, hvoraf det er taget, mens Guds tager sin livsånde tilbage til sig. Så trods det, at hjertets varme bortviftes, som vi oplever døden, når den kommer tæt på, så sættes der alligevel skel mellem støv og ånd. I ånden indslumrer den døde med lyst. Vor livsånde vender tilbage til Gud og hviler i hans favn til opstandelsens dag. Således Guds trøst i både liv og død. Det er vanskeligt at blive klog på døden. For ikke sige umuligt. Vi véd ikke, hvad det er. Det eneste der er sikkert er, at vi alle skylder Vorherre en død. Vi slipper ikke uden om. Måske vi holder det hele på afstand. Men det ændrer ikke på realiteterne. Døden kommer - før eller senere - med sin istap-hånd - og gør skel mellem støv og ånd. Døden kan erfares. Ikke vor egen død. Den må vi heldigvis vente med. Men når et andet menneske dør, kan vi erfare det. Og så er det alligevel ikke ret meget, vi kan erfare, når det kommer til stykket. Erfaringen går nemlig på det, at miste. Hvad døden egentlig er for noget kommer vi fortsat ikke tættere på. Imidlertid har døden ikke det sidste ord at skulle have sagt i et menneskes liv. I hvert fald ikke, når vi forstår vort liv i lyset af den kristne forkyndelse og lever i troen her på. Dog er dødens overvindelse ikke ensbetydende med, at vi ikke skal døden fysiske død. Her taler erfaringen sit tydelige sprog. Døden er i forhold til jordelivet en tilintetgørende magt. Martin Luther betegner den som en evig tyran, som underlægger sig alt og alle. Døden er livets fjende, fordi den knuser livet. Og derfor er der alt mulig grund til også at anfægtes af døden. Vi kan ikke forlige os med tanken. Men med kristentroen gives der et håb. Der forkyndes et håb om at døden - i troen - overvindes. Igen, ikke at døden ikke finder sted. Men altså overvindelse i den forstand, at vi kan møde den uden frygt. Det grundliggende kristne håb er, at Gud vil skabe liv af død. Det er på baggrund heraf, at vi vil kunne møde døden uden frygt. Det er på baggrund heraf, at vi kan overvinde døden. Nok er døden - efter traditionel kristen opfattelse - dom. Men i troen på Gud, er der tale om en befrielsesdom. På den måde er troen på dødens overvindelse identisk med tilliden til, at døden ikke er fordømmelse. Døden er ikke udtryk for, at livet er fordømt. Tanken om døden som dom og straf stammer fra Det gamle Testamente, hvor mennesket straffes med dødelighed for sin ulydighed. Vi har fat i fortællingen om uddrivelsen fra Paradisets Have, et udtryk for den almen menneskelige bevidsthed om skyldighed. At vi ikke altid handler, som vi skal, og at vi derfor pådrager os skyldighed til straf. Og det er selvfølgelig ganske nærliggende, at tænke døden på denne måde. Men oprindelig er mennesket skabt til et liv uden dødsfrygt. Og det er denne tilstand, evangeliet vil genoprette. Det er på den måde, døden overvindes i troen. Med Jesu forkyndelse, som vi kender den fra Det ny Testamente tydes døden på en ny måde, som alligevel ikke er ny, idet skabelsens hensigt er det gode liv. Altså livet uden dødsangst. Med troen skænkes vi ny bevidsthed i forhold til den gammeltestamentlige dødstydning. Teologen Svend Bjerg formulerer det i sin bog om døden ("Døden", Berlingske Leksikon Bibliotek 1975) således: - "Den ny mulighed består deri, at mennesket kan lægge døden bag sig i levende live. For den troende har døden mistet sin unaturlige magt over sindet, så mennesket nu frygtesløst kan gå ind til den naturlige død." I gammeltestamentlig forstand er døden dom. I nytestamentlig forstand er den befrielsesdom. Og derfor behøver vi ikke længere at frygte den. Det er kryptiske tanker og det er vanskeligt at begribe. Der er tale om teologiske overvejelser. Men ikke desto mindre overvejelser, hvortil vi kan knytte vort håb. Svend Bjerg skriver om den nyere protestantiske teologi: - "Modsætningen mellem dom og befrielsesdom skærpes indtil bristepunktet. I døden taler Gud. Gud viser sig kun under sin modsætning. Han kommer aldrig direkte og anskueligt til syne. Derfor måtte også Jesus dø gudsforladt på korset. Vil man tro på Gud, kan man ikke støtte sig til noget som helst synligt i menneskets virkelighed. Gjorde man det, ville resultatet blive selvforgudelse og tilsløring af dødens tilintetgørelse. Døden stiller mennesket over for det klare valg: enten at tage den påsig som Guds (frifindelses)dom eller at gå ind i den til intetheden. Et tredje gives ikke..." Vore salmer taler om det i rigt mål. Johannes Ewald formulerer således i Udrust dig, helt fra Golgata (nr. 614, vers 3): - Da skal jeg, sikker ved din hånd, / ej frygte døden mer, / men ofre dig min frelste ånd / på dens nedbrudte ler... Thomas Kingo skriver det i Fremmed er vi alle dage (nr. 615, vers 3): - Jesus, gør det for din pine, / at, hvor jeg i verden går, / jeg kan al-tid varsomt trine, / tænke, graven åben står! / Gid jeg dør i salig tro, / når jeg skal blandt døde bo, / og når dommens dag skal være, / sank mit ler til evig ære! Jakob Knudsen skriver det i Tunge, mørke natteskyer (nr. 729, vers 4): - Og når dødens nat engang / over mig sig sænker, / lad mig hø-re morgensang, / førend ret jeg tænker: / dine fugles morgensang / i den høje sommer, / der, hvor dag er altid lang, / natten aldrig kommer! Med det kristne håb kan vi bære tanken om døden. Med det kristne håb er døden overvundet.
17. Tro og tvivl - oktober/november 2003 af Uffe Vestergaard Pedersen
Tingen hænger sammen. Ingen tro uden tvivl. Og ingen tvivl uden tro. Om dette emne er der gennem historien skrevet metervis af bøger. Og sidste år kom der et nyt bud på forholdet mellem tro og tvivl. Det er indeholdt i bogen: "Store ord i nyt format", redigeret af Tine Lindhardt, Unitas Forlag. Heri giver en række teologer, præster og højskolefolk deres bud på en udlægning eller forklaring af traditionens store ord og begreber. Og herunder skriver højskolemanden Poul Erik Søe, forstander på Lønne Højskole netop om tro og tvivl: "... og det er tvivlen, det hele kommer an på. Lige som længsel er håbets fødested, er tvivlen mor til troen - tvivlen er selve udsagnet om, at vi længes efter at tro - ja, allerhelst vil kunne tro, have tillid." Tvivlen er vigtig, mener Søe. Tvivlen har sin rolle at spille i forhold til livet. Videre hedder det: - "Kun i paradiset er troen nem og ligetil, fordi paradis er et arabisk ord, der har betydningen fårefold. Eller toldunion. Man lever velnæret mod tvivl inde i folden - man er fri for frygt, men samtidig er man i ordenes fængsel - tanker når nemlig ikke længere end ordene, der er til rådighed. Derfor handler den ældste historie, jødisk og ikke kristen, om paradiset, fårefolden, som det sted, hvor tvivlen og ikke troen gør os fri. Da kvinden satte tænderne i den abrikos - det var næppe et æble - var det tvivlens, nysgerrighedens og livsviljens nødvendige handling. Indespærring skaber falsk lykke, og vi må glæde os over, at vi kom fri af paradisets fængsel og ud, hvor tro og tvivl spiller mod hinanden på hver uges tipskupon. Det frugttyveri i myten er forløberen for kristendommens frisættelse af mennesket. Overladt til troens sikkerhed og tvivlens skabende evne. Troen er medfødt, hævder Søe. Derfor kan vi tale om barnetro. Tro betyder tillid, og den er medfødt hos enhver. Og det er derfor, vi skal blive som børn igen: - på trods af vore erfaringer, vende tilbage til den oprindelige tilstand af tillid. Tvivlen er i den forstand ikke nedbrydende, men derimod et sindbillede på længslen efter tro, efter tillid. Vi har behov, for at kunne leve i tillid. Tvivlen er det drivende. Troen kommer af tvivlen. I den sammenhæng refererer Poul Erik Søe til, at både Gud og troen var til, før kristendommen kom. Hertil skriver han: - "Og det er den samme sag i dag. Man går ganske vist rundt og taler om, at folk endelig skal omvende sig. Hvis de bliver kristne, så bliver de gode mennesker - det er tankegangen. Grundtvig siger det modsatte: - Se nu først at blive et sandt menneske - så kommer det med kristendommen oven i hatten - for kristendommen får vi for ingen ting. Det handler ikke om at samle på omvendte. Er man så blevet et sandt menneske, så kommer det med kristendommen - for hvis kristendommen er sandhed, siger Grundtvig, så bliver man nok kristen - om ikke i dag, så i morgen. Der er ikke noget, der haster. Eller på nudansk - der er plads til tvivlen." Troen næres af tvivlen - og lejrer sig i livet. Forudsætningen er den længsel, som er forbundet med det at være til. Selve livet er troens forudsætning. Der, hvor den kan lejre sig, modtages som gave. I den forstand er paradiset en fårefold, som Søe kalder det, et fængsel. Kun for det tvivlende menneske er troen tilgængelig. Alene fordi vi, som mennesker overhovedet kan tvivle. Livet er troens forudsætning. Livet i tillid er troens frugt. Det hele drevet af den tvivl, som atter melder sig.
18. Jul igen - december/januar 2003/2004 af Uffe Vestergaard Pedersen
Det er dog nok i sandhed den kirkelige højtid, der går mindst upåagtet hen. Ikke fordi den er kirkelig eller hører kristendommen til. Men simpelthen fordi der er penge i julen. Julen er hjerternes fest. Julen er børnenes fest. Der findes en lang række påstande om julen. Den ene mere smuk end den anden. Men der er altså noget, der tyder på, at den jul, som tager sin begyndelse i november med de første farvestrålende kataloger og de første nisser og de første granudsmykninger - og som fortsætter helt hen i januar, hvor de sidste gaver byttes - tilhører handelsstanden. Der er penge i julen. Der er rigtig mange penge i julen. Og vi er alle sammen med på bølgen. Det er jo os, der skal spytte i kassen. Den kapitaliserede jul er en følge af, at det er os, der ønsker at bruge penge. Om vi til hverdag lever på økonomiklasse, så skal i hvert fald julen foregå på første klasse. Der skal ikke mangle noget. Således er julens praksis blevet. Der er tale om forbrugsfesten over alle forbrugsfester. Det er her, der - for et helt år ad gangen - skal handles aflad for den dårlige samvittighed. Men heldigvis går vi fortsat i kirke i julen. Det gør vi oven i købet i stor stil. I Vester Vedsted må vi tilmed holde hele to gudstjenester juleaftensdag for at få plads til alle. Det er dejligt. Det er bekræftende. Og det er samtidig tegn på, at vi - på trods af forbrugsræset og afladshandlen - alligevel holder en dør åben for det budskab, som hører julen til - og som er er det, julen handler om. Når vi går i kirke juleaftensdag, så tager vi fortidens ydmyghed på os. Ikke mindst, når vi synger Grundtvigs Velkommen igen, Guds engle små, hvor det i det tredje vers lyder: - Vor hytte er lav og så vor dør, / kun armod er herinde, / men gæstet I har en hytte før, / det drages vi til minde; / er kruset af ler og kagen tør, / deri sig engle finde ... Der er en temmelig stor kontrast mellem det, som Grundtvig hér skriver og forbrugsjulens virkelighed i det 21. århundrede. Dermed ikke sagt, at der ikke findes hjem, svarende til det, Grundtvig beskriver. Materiel fattigdom findes fortsat i vort land. Og der findes mange mennesker, som ikke har råd til julens gængse forbrugsniveau. Men for langt de fleste er der alligevel tale om en mytologisk fortid, som vi alene tager på os for en stund. Maden og gaverne venter der hjemme. Der er noget forunderligt ved at bevæge sig ind i fortidens myter. Det er som at bevæge sig rundt i andre tider. Det er som at føle et fællesskab med fortidens slægter. Og så er der for øvrigt noget i enhver myte, som altid har gyldighed. Noget, som taler sandt om vort liv. Materiel fattigdom er heldigvis ikke virkeligheden for de fleste her i landet. Men armod og fattigdom hører dog ikke alene det materielle til. Armod hører menneskelivet til. At være fattig på styrke og kræfter i henseende til at kunne forvalte livet og tilværelsen til gavn og glæde for andre mennesker. Den dårlige samvittighed hører med til det at være menneske. Hverdagslivet stiller krav og forlangender, der ikke levner meget tid til overs. Forældre har altid ikke den fornødne tid til børnene. De voksne børn har ikke tid til deres forældre. Gamle venskaber skal ydmygt ansøge om en plads i kalenderen. Mennesker under fremmede himmelstrøg lider nød. Men vi har alle sammen nok at se til. Og det har vi jo i sandhed også. Vi har for lidt tid. Og når man har for lidt af noget, så må man låne. Det er ligesom med penge. Har vi for få af dem, så må vi låne i banken, hvorved vi naturligvis kommer til at skylde. Og altså ligeså med tiden, når vi har for lidt af den. Så kommer vi til at skylde tid og opmærksomhed. At leve er at sætte sig i gæld. Og det er så altså lige præcis hér, den dårlige samvittighed har sin oprindelse. Armod og fattigdom er slet ikke så fjerne begreber endda. Noget må der selvfølgelig gøres. Vi kan ikke i længden leve med en alt for dårlig samvittighed. Det er her, handelsstanden søger at gøre sit med de mange smukke tilbud. Og vi er alle sammen lette ofre. Og ofre er vi, også selvom vi tror at handle med velbegrundet hu. For ind i mellem siger vi jo til hinanden, at det er da også for galt... Grundtvig vidste det tilsvarende. Hvorvidt han forsøgte, at forbruge sig ud af sin afmagtsfølelse, skal være usagt. Det ved jeg ikke noget om. Men i det sidste vers af Velkommen igen, Guds engle små, skriver han de to meget rammende linjer: - Vor Fader i Himlen! Lad det ske! / lad julesorgen slukkes! ... Grundtvig bærer sin afmagt frem for Gud. Og han 'lokker' med sin salme os til at gøre det samme: - Lad julesorgen slukkes! - Lad dog den dårlige samvittighed, hvor end den måstte stamme fra, få en ende... Der er tale om en bøn. Der er tale om et udtryk for længsel, hvilket er det, der ligger i bønner. Der er tale om længslen efter, at julens begivenhed - i sig selv - må kunne opfylde den følelse af utilstrækkelighed, der er forbundet med det at være menneske. Og det er naturligvis det, julen har til hensigt. Vi hører det i julens evangelium. Vi hører om Jesu fødsel. Men vi hører samtidig om menneskets fødsel. En lidt anderledes vinkel, hvorom Johannes Sløk i en artikel fra 1968 (Kritiske Bemærknin-ger. Berlingske Forlag 1973) skriver: - "Sandheden om mennesket er da, at i menneskeverdenen er der ikke plads til mennesket. Der er - i en dyb og definitiv fortand - ikke rum i herberget; mennesket bliver skubbet udenfor, for mens ræven har huler og fuglene bygger rede, har mennesket aldrig det, som det kan hælde sit hoved til. Og mennesket er i menneskeverdenen således fortabt, til det til sidst må dø, ikke af alder eller lungebetændelse, men fordi der altså ikke var plads i herberget..." Så vidt er julens forkyndelse ikke særlig livsbekræftende. Men den rammer ind og skildrer den virkelighed vi lever i, så vi - med afsæt heri - kan tage imod ham, som blev født julenat for at dele med os den lidelse og smerte og utilstrækkelighed, der hører menneskelivet til.
19. Man griner af ham - februar/marts 2004 af Uffe Vestergaard Pedersen
Det er Gud, jeg mener. Det er ham, man griner af - eller måske snarere de, som tror på ham. Der er i hvert fald nogle, der griner. Og det gør de fordi de mener, at enhver form for tale om Gud er en gang overtro og opspind, som moderne og tænkende mennesker hverken kan eller bør forholde sig alvorlig til. Talen om Gud er noget, der hører fortiden til. Og skulle der fortsat være nogle, som der jo er, der tager den slags ting for gode varer, så skyldes det ene og alene, at de pågældende er naive eller indskrænkede. Naturvidenskaben har bevist, at mennesket er ren og skær natur. Der er ingen grund til at stikke, hverken sig selv eller andre blår i øjnene. Livet er biologi og Gud er fantasi. En sådan holdning skal man naturligvis velkommen til at have. Men faktisk er den ikke særlig dybsindig og heller ikke alvorlig i forhold til dét at være til. Et naturvidenskabeligt eller mekanistisk menneske- eller verdenssyn er en underkendelse af det ganske særlige ved dét at være menneske, at mennesket er mere end natur. Det er her, det skiller. Selvfølgelig er det en påstand, at mennesket er mere end natur. På samme måde som det er en påstand, at mennesket alene er natur. Det er en påstand i forlængelse af Grundtvigs hævdelse af, at mennesket ikke er en abekat - blot skabt til at abe efter. Nok har mennesket en arvemasse, som for otteoghalvfems procents vedkommende er identisk med gorillaens. Men alligevel er der så tilbage to procent, der ikke kan gøres rede for. Det er det, der - sammenlignet med den øvrige natur - gør mennesket til noget ganske særligt. Det er disse to procent der gør, at Grundtvig kalder mennesket for et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Og det er disse to procent der gør, at Søren Kierkegaard kalder mennesket for et selv, der forholder sig til sig selv. Mennesket har bevidsthed om det at være til. Mennesket er ikke til på samme måde, som en ting er til på. Det særlige ved den menneskelige eksistens er, at mennesket forholder sig til sig selv, det forholder sig til sin egen eksistens. Det er derfor, videnskaben har det så utrolig vanskelig ved at få hold på de sidste to procent. Herom skriver Rudolph Arendt i bogen Tænkning og tro (Gad 1967): "Den videnskabelige erkendelses begrænsning viser sig særligt, når den retter sig mod mennesket selv og dets eksistens. De forskellige videnskaber om mennesket, sociologi, psykologi og antropologi, ser på mennesket som en genstand eller et stykke natur. Det særlige ved mennesket får videnskaben ikke fat på, den kan, som den tyske eksistensfisosof Karl Jaspers har sagt, "erkende noget ved mennesket, men ikke mennesket selv". Når mennesket erkender noget, er det selv part i sagen, selv en del af kendsgerningerne. Jeg eksisterer altid, før jeg erkender." Den naturvidenskabelige tilgang kan altså ikke bruges til at gennemskue menneskelivet med. Den kan erkende noget ved mennesket, men ikke mennesket selv - og da slet ikke menneskets forhold til Gud. De som ler, véd ikke, hvad de ler af. Et gudsforhold kendes alene i forholdet. Det kan ikke anskues udefra. Som Arendt videre skriver: At forholde sig eksistentielt til virkeligheden vil sige, at man kun erkender sandheden i og med, at man engagerer sig. Man kan ikke først objektivt, teoretisk nå til erkendelse af sandheden og derefter indrette sig efter den. Man kan f.eks. ikke først videnskabeligt fastslå, hvad ansvar er for noget, eller at man har ansvar, og derefter tage sit ansvar. Hvad ansvar er, og at man har ansvar, erkendes kun ved, at man tager sit ansvar. At tage sit ansvar og at kende sit ansvar er to sider af samme sag. Man kan ikke på forhånd vide, hvad et gudsforhold er og derpå gå ind i det. Hvem Gud er, véd vi alene i gudsforholdet, og hvad et gudsforhold er, véd vi alene ved at være i det. Naturvidenskaben har sikkert ret - hvad angår de otteoghalvfems procent. Men resten vedbliver heldigvis at høre til menneskelivets mysterium.
20. Om betydningen af det ord Gud - august/september 2004 af Uffe Vestergaard Pedersen
Herom skriver den nu afdøde professor i kirkehistorie P.G. Lindhardt i et foredrag, holdt på Rødding Højskole, den 3/9 1957: - "Den kristne lære om Gud - ikke i snæver kirkelig-dogmatisk forstand, men som udtryk for den vestlige kulturs gudsbegreb - er en ejendommelig sammensmeltning af den gudstro som forkyndes i evangelierne og den græske tænkning. Evangelierne skal selvsagt forstås på gammeltestamentlig baggrund: Jahve er skaber og herre, livgiver og lovgiver; han binder sit folk til sig ved sin pagt, der ikke er en gensidig kontrakt, men en med suveræn ensidighed forkyndt lov og et ligeså ubetinget tilsagn om velbehag i dem der "holder hart ved hans bud og hans pagt". Både i det gamle og i det nye testamente er Gud den personlige, skabende, handlende, men ganske udefinerlige; han begrænses ikke af definitioner, fanges ikke i beregninger, sprænger alle begreber, dvs. de "(be)griberedskaber" hvormed man vil "forstå" og i sin forstående "begribelse" få "(be)greb" på ham, så man ved hvor man har ham. Han "åbenbarer" sig kun under navnet "Jeg er den Jeg er" og nærmere kommer ingen; om ham kan der kun tales i mytologiske og antropomorfe ord, i poetiske billeder, men selv binder han sig i en kærlighed som både giver og kræver; derfor kan loven samles i buddet om kærlighed til Gud og næsten, derfor er hans nådige tilsagn eet med tilgivelse, og til ham forholder man sig kun i selve gudsforholdet, dvs. en lydighed som respekterer hans bud ved at opfylde det eller blive "skyldig" overfor det, og en lydighed der tager hans tilsagn for hvad det lyder på og ikke andet." Vi kan ikke gøre Gud til vores ejendom. Vi kan ikke forme ham efter vore behov og ønsker. Længere henne i foredraget skriver Lindhardt - meget sandt: - "Kristendommens fordring rejser ikke "tankevanskeligheder", de er lige så meningsløse som de fornuftige og rimelige forklaringsforsøg. Her drejer alt sig om at ville hvad man skal - eller vedgå sin skyld, som ikke er en deprimerende "skyldfølelse" fordi man trods al sin gode vilje ikke slog til overfor kravene, men er en "gæld", en restance som skyldes at der ganske enkelt ikke var nogen god vilje. - Altså: med det ord Gud siger jeg intet om Guds existens - det er et problem for gymnasiaster af alle aldre! - ikke noget om en "kraft", en "ånd", et "princip", en tilværelsens sammenhæng og mening, en forklaring på hvorfra og hvorfor og en garanti for hvorhen. Men om mit eget liv siger jeg at det er en gave, givet mig i en befaling, thi at Gud er skaber og jeg skabning betyder just at han giver og befaler og jeg skal ville modtage ved at lyde. Om denne brug af det ord Gud påstår jeg - men det kan jo diskuteres, blot ikke af mig - at den stammer fra og stemmer med den måde hvorpå der tales om Gud i både det gamle og det nye testamente, i altfald i Jesu forkyndelse." Og Lindhardt runder af med ordene: - "Jeg takker dig at du har lært mig hvad du vil at jeg skal gøre" - hedder det hver søndag ved gudstjenestens slutning, og dermed er det hele sagt. Er Gud subjekt når han giver og befaler, så kan mit forhold til Ham også "kun" være subjektivt, ikke bestå i forståelsens objektive hvad, men udlukkende i lydighedens subjektive hvorledes. Udenfor troens lydighed har jeg intet forhold til Ham, kun et håb om barmhjertighed mod den ulydige. Thi svælget mellem det gamle og det nye testamente, det vil sige mellem religion og kristendom, går netop her: i det gamle testamente og i al religion gælder Guds nåde dem, der "holder hart ved hans bud og hans pagt", og i det nye testamente angår den de ulydige, de "onde og utaknemlige", de genstridige. Just dem der ikke gør hans vilje, fordi de ikke vil, tilsiger han sit velbehag." (P.G. Lindhardt: "Repliker", København 1957).
21. Orientering fra menighedsrådet - december/januar 2004/2005 Af Bjarne L. Sørensen, formand for Vester Vedsted Menighedsråd
Før et menighedsrådsvalg skal der afholdes et orienteringsmøde, hvor menighedsrådet fortæller om, hvad der er sket de sidste fire år, og hvilke planer man har for de næste fire år. På mødet i V. Vedsted den 1. september 2004 fortalte jeg på menighedsrådets vegne om de ting, der er sket omkring kirken, kirkegården og præste-gården. Det meste har været almindelig vedligeholdelse, men der har dog været et par større ting, som måske også her bør nævnes: Vores gamle alterkalk trængte til reparation og blev samtidig lueforgyldt, så den nu kan holde et par hundrede år igen. Kirkegårdslågerne er også blevet fornyet, og parkeringspladsen er blevet renoveret. Inde i kirken er vi som bekendt gået over til den nye salmebog, og våbenhuset er renoveret. Alt dette og mere til er historie, som vi ikke kan ændre. Men fremtidsplanerne, som endnu ikke er besluttet blev også lagt frem, og de fremmødte deltog da også livligt i en drøftelse af dem. Kirken skal naturligvis løbende kalkes og repareres udvendigt, men da den ligger et udsat sted for vind og vejr, kan vi desværre ikke love, at den altid er helt tip-top. Den skal kalkes nu til foråret, men der er ikke penge til det hvert år. Indvendigt trænger den efterhånden også til kalkning, men det bliver næppe de første par år. Kirkegårdsdigerne og kalkmalerierne i koret er heller ikke helt i den stand, vi kunne ønske det, men igen er det økonomien, som sætter begrænsninger. Konfirmandstuen har vi i mange år taget tilløb til at få gjort noget ved, vi har bare ikke vidst, hvad vi ville. Inventar, maling og gulv trænger hårdt, men det helt store problem er, at konfirmandstuen er for lille. Både er den for lille til de store konfirmandhold, der er i disse år, og desuden er den lille nok, når der arrangeres møder. Desuden mangler der nogle udenomsfaciliteter, som er standard i dag. Her tænkes på bedre toiletforhold, bedre garderobeforhold, en entré eller lignende, så man ikke lukker kulden ind, når døren går op, og endelig er der slet ingen køkkenfaciliteter, så der kan laves kaffe og vaskes op. Tidligere lå det luften, at man kunne bruge præstens køkken og service, men det er tiden løbet fra. Vi er i det aftrædende menighedsråd er blevet enige om, at vi nu går i gang med at projektere og forhåbentlig få bygget en ny konfirmandstue. Vi har fået bevilget penge til et forprojekt i 2005, og det skal så gerne følges op af penge til selve byggeriet. Det er ikke fastlagt, hvor den skal ligge, men vi har en foreløbig idé med at opføre en ny bygning i samme byggestil som præstegården. Den kan ligge vinkelret på præstegården øst for den nuværende konfirmandstue, hvor der nu er bevoksning. I den efterfølgende debat på mødet blev følgende emner berørt: Konfirmandstuen. Der var enighed om, at der bør gøres noget, men der var ingen konkrete forslag ud over det fremlagte. Fremme af kirkelivet. Forskellige forslag kom frem som f. eks. dåbsoplæring, børne- eller familiegudstjenester evt. med en fremmed præst, nye og kreative arrangementer, medvirken af skolekor og musikskolen og øget samarbejde med skolerne. Hjemmesiden. En bedre og opdateret hjemmeside var ønskelig. Kirkebladet. En løbende orientering fra menighedsrådet, så sognet kan holdes orienteret om verserende sager og om fremtidsplaner. Gerne mere orientering fra andre foreninger i sognet som f. eks. Lokalarkivet.
22. Struktur og demografi - december/januar 2004/2005 af Hans Krab Koed
Debat om Én folkekirke - men tæt på - brev til ministeriet. Kirkeminister Tove Fergo præsenterede ved årsmødet 4. juni i Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer debatoplægget Én folkekirke - men tæt på. Med debatoplægget lægger Kirkeministeren op til en bred og folkelig debat om økonomi, demokrati og statens forhold til folkekirken. Kirkeministeren inviterede endvidere alle interesserede til at læse debatoplægget og deltage i debatten. http://kirketinget.dk/ På trods af Landsforeningens af Menighedsrådsmedlemmers anbefaling til at undlade at reagere på kirkeministerens debatoplæg, har jeg sendt følgende til Kirkeministeriets hjemmeside under debat om oplægget. Jeg ser det trods alt som en oplagt mulighed for at give udtryk for min opfattelse af den meget komplekse problemstilling. Både min læsning af Kirkeministeriets debatoplæg, Én folkekirke - men tæt på og mit kendskab til Bodil Kochs strukturkommission fra 1964 og Folketingets Betænkningen om folkekirken i det moderne samfund, betænkning nr. 610 fra 1971 overbeviser mig om, at der bør ske omfattende strukturændringer i det folkekirkelige landskab. Udvalget fra 1964 havde til opgave at vurdere "om ikke der i pagt med tidens udvikling og den rivende ændring af samfundets struktur måtte være grund til at gennemføre visse ændringer på det kirkelige område" bd. 1. s11. Bodil Koch ville undersøge om ikke den markante flytning fra land til by skulle få betydning for fx pastoratinddelingerne. Siden har vi haft en kommunalreform og står over for den næste kommunale strukturændring. Det kirkelige demokrati kan efter min mening ikke tåle, at vi sidder de demografiske ændringer i samfundet overhørig endnu engang. Udligningen mellem fattige og rige sogne er ikke længere solidarisk, men udtryk for et mindretalsdiktatur. Der sidder nemlig forholdsmæssigt mange menighedsrådsmedlemmer i de små landsogne og bestemmer over hvilke muligheder for udvikling, der er i de større og helt store bysogne. Solidaritet er godt; men det kan udvikle sig til sin modsætning som nu, hvor små landsogne i Jylland eller på Lolland reelt har indflydelse på hvor mange stillinger, der kan oprettes i Helsingør Stift. Derfor bør der af hensyn til kirkens fremtid tildeles de enkelte stifter større autonomi. Ligesom både Jens Brun og Kaj Bollmann mener jeg dog, det bør sker efter omfattende analyser, samt at det ikke bør splitte Folkekirkens enhed. Det er absolut nødvendigt at få gennemanalyse-ret kompetencefordelingen mellem de forskellige niveauer i folkekirken. Jeg også betænkelig ved al for megen decentralisering. Jeg tror som Jens Brun, det er nødvendigt med udstrakt selvforvaltning i de enkelte stifter, ellers havner vi let dér, hvor Kirkeministeriet får al magten, fordi de enkelte sogne ikke magter opgaverne. - Og det var vel ikke hensigten! Derfor må jeg konkludere, der er gode tiltag og ideer i ministeriets oplæg; men det er slet ikke tilstrækkeligt, og det er ikke anbefaleseværdigt at give de enkelte menighedsråd mere magt og indflydelse, som strukturen er nu.
23. Særgudstjenester - februar / marts 2006 af Uffe Vestergaard Pedersen
Det er visse steder i landet kommet på mode, at holde særgudstjenster i kirkerne. Der holdes børnegudstjenester, familiegudstjenester, spagettigudstjenester, kæledyrsgudstjenester, dagplejegudstjenester, spejdergudstjenester, natgudstjenester, meditationsgudstjenester. Og der findes sikkert endnu flere former for alternative gudstjenester. Jeg skal ikke blande mig i, hvad man gør andre steder. Men for mig at se, er der tale om en farlig tendens. Dermed ikke sagt, at evangeliet ikke kan forkyndes under en gudstjeneste med kæledyr eller spagetti. For naturligvis kan Guds ord forkyndes alle steder og i alle sammenhænge. Dog ikke altid lige klart. Men når man kobler en særlig betegnelse foran ordet gudstjeneste, så er det lige pludselig ikke gudstjenesten, der står alene. Så er det ikke gudstjenesten, der står som det centrale. Det bliver derimod den betegnelse, der sættes foran, hvad enten der nu er tale om en kæledyrs-gudstjeneste eller en meditations-gudstjeneste. Og hermed ikke sagt et ondt ord om hverken kæledyr, meditation eller spagetti. Det har alt sammen sin berettigelse. Men i de rette sammenhænge, vel at mærke. Skæg for sig og snot for sig. Og så ligger der selvfølgelig meget mere i det - end blot et spørgsmål om ord eller betegnelser. De fleste steder i landet, Vester Vedsted og Mandø inklusive, holdes der en årlig høstgudstjeneste. Det er en traditionel foreteelse. Men til forskel fra alle de nye, alternative gudstjenestetyper, så er en høstgudstjeneste, i form og liturgi, ikke anderledes end den gængse søndagsgudstjeneste eller højmesse. Der takkes for høsten. Men det at holde høstgudstjeneste, sættes ikke op som noget, der skulle være mere spændende end den almindelige søndagsgudstjeneste. Og det er lige netop her, kæden springer af, når det drejer sig om de alternative gudstjenesteformer. Den traditionelle søndagsgudstjeneste eller højmesse er Folkekirkens livsnerve. Hvis den falder bort, kan der ikke længere tales om kirke. Det kan godt være, at flertallet af befolkningen kun går i kirke juleaften eller når der er dåb, konfirmation, bryllup eller begravelse. Men disse særlige dage eller begivenheder har alene deres berettigelse, fordi der er gudstjeneste alle andre søn- og helligdage. Højmessen er kirkens åndedræt. Det er den puls, med hvis slag og rytme, alle øvrige kirkelige handlinger falder ind. Og det har ikke noget med antallet af kirkegængere at gøre. Imidlertid er det således, at Folkekirkens søndagsgudstjeneste eller højmesse, ofte betragtes som kedelig eller utidssvarende. Det hører man tit fra ikke kirkelige kredse. Og det er der nogle, der falder for. Der skal være rock i synagogen. Der skal være gang i kirken. Der skal simpelthen flere mennesker ind på kirkebænkene. Og tanken er da besnærende. Vi er alle sammen forfængelige. I større eller mindre grad. Men præster ikke undtaget. Man vil da gerne have kirken fyldt op. Også på andre tidspunkter end lige juleaften. Og så kan man selvfølgelig gøre det, at man laver spagettigudstjenester, kæledyrsgudstjenester, børnegudstjenester eller meditationsgudstjenester. Og hvad det nu alt sammen hedder. På den måde kan man forsøge at gøre kirken mere populær. Det er det, der inden for den politiske verden, kaldes for populisme. Og deraf følger tillige at kirkegængerne bliver til et publikum - i stedet for en menighed. Og dermed bliver det centrale den underholdning, der skal finde sted. Jeg kan huske, for et par år tilbage, at der var avisskriverier om en præst, der med kolde kontanter betalte konfirmander eller unge mennesker for at gå i kirke. Det var ment som en provokation. Men ikke desto mindre meget sigende om det, for enhver pris, at ville have flere til at gå i kirke. Selvfølgelig kan bestræbelsen være både smuk og ærligt ment, uanset om der er tale om de kolde kontanter eller spasmageragtig underholdning. Men følgen bliver den, at den almindelige søndagsgudstjeneste eller højmesse tabes fuldstændig på gulvet. For hvorfor i alverden gå til en "kedelig" højmesse, når der nogle søndage senere er gudstjeneste med spagetti og kæledyr? Nej, vel! - Det afgørende bliver da den begivenhed, der trækker publikum til. Guds ord bliver trængt i baggrunden. Kirkens puls bliver på den måde, ganske enkelt svagere. Den traditionelle gudstjeneste undergraves. Nu skal jeg dog ikke holde mig pænere end som så. For som det fremgår af notitsen ovenfor, så afholdes der i Vester Vedsted Kirke, den 19/3, børne- og familiegudstjeneste. Det er blevet gjort tidligere. Og det vil også ske igen. Men alligevel er det et farligt område, at begive sig ud i. I hvert fald er det vigtig kun at holde sig til de ganske små doser. Der lurer nemlig en stor fare i, at popularitet skaber afhængighed. Ganske som narkotiske stoffer. Mere vil have mere. Og for hver eneste gang trænges gudsordet længere ud i kulissen. Og så er problemet for øvrigt slet ikke særlig påtrængende, eftersom man - i Vester Vedsted og på Mandø - faktisk ikke kan ønske sig en bedre kirkegang.
24 - Tegninger - marts / april 2006 af Uffe Vestergaard Pedersen
Det har næppe undgået nogens opmærksomhed, at der den seneste tid har stået, om ikke blæst, så i hvert fald en frisk brise omkring Jyllandspostens tolv tegninger af profeten Muhammed. En alvorlig sag - for så vidt, landet mister eksportindtægter. Og selvfølgelig er det også trist, at se vort flag og diplomatiske repræsentationer blive brændt og bestormet af ophidsede arabere. Men det hører jo åbenbart til skikken visse steder i verden, at man på den måde giver udtryk for sine følelser. Det er før sket med andre landes flag og konsulater. Og så lad dem dog gøre det. Affæren er så absurd, at den eneste måde, man snart kan forholde sig til den på, er med et overbærende og ironisk smil. Man skal i hvert fald ikke falde på halen på grund af andres hysteri. Der er forskel på islam og kristendom. Selvfølgelig er der det. Og det er også helt i orden. Der bor mange muslimer i Danmark. Og det er også i orden. Vi har haft religionsfrihed siden Grundlovens vedtagelse. Der er sågar frihed til at man kan opfinde sin egen religion, hvis man har lyst til det. Der er absolut ingen begrænsninger i så henseende. Men der er en pris. Og det er kritikken og satiren. Hvis man udstiller sin religion i det offentlige rum, så er der risiko for, at både kritikken og satiren slår ned. Det samme gælder politik. I den sammenhæng er der ikke forskel. Når holdninger føres frem i de offentlige medier, så bliver de udsat for øretæver. Seriøs debat, kritik og satire. Og sådan er frihedens ubarmhjertige spilleregler skruet sammen. Selvfølgelig er der den åbenlyse mulighed, at nogen bliver såret. Men det er prisen for at leve i et samfund, hvor alle meninger har lov til at blive givet til kende. Og den sårede part kan jo heldigvis også tage til genmæle. Sådan er det her i landet. Og sådan skulle det helst blive ved med at være. Hvad de gør i andre lande, det må de fuldstændig selv om. Religion er ikke hævet op over kritik og satire. Det har kristendommen aldrig nogen sinde været. Faktisk er den grundlagt på direkte forhånelser. Jesus blev - forinden korsfæstelsen - hånet, spottet og spyttet på. Men Gud oprejste ham alligevel på den tredje dag. Det er på det grundlag, det kristne menneske lever sit liv - i troen, at uanset hvad verden og tilværelsen byder os - og uanset hvor ofte vi selv går fejl af livet, så skænker Gud os livet på ny. Og da kan man bære meget, uden at blive hysterisk. Også selvom det er en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger, som apostlen Paulus skriver det i et af sine breve. Men stadigvæk er kristendommen formet af kritikken. Oprindelig var det munkevæsen og klostervæsen, der kritiserede den katolske kirke. Senere hen blev det reformationen. Her i landet rev vi os løs fra den katolske kirke. Netop på grund af Martin Luthers kritik. Hvis man læser Luthers skrifter, så vil man se, at de er iblandet en god portion både satire, ironi og sarkasme. Også af den temmelig grovkornede slags. En religiøs satiretegning ville være det rene vand ved siden af. Man forstår godt, at den katolske kirke, dengang i 1500 tallet, gerne ville have skaffet Martin Luther af vejen. Men kritikken vandt. Friheden vandt. I 1700 tallet får vi oplysningstiden. Og i 1800 tallet får vi bibelkritikken. Den forstokkede konservatisme reagerede voldsomt. Men igen sejrede friheden og fornuften over de stivnede dogmer. Kristendommen forholder sig heldigvis ikke længere fundamentalistisk til Bibelen. Og så vidt ville vi ikke være kommet - uden kritik og provokationer fra anden side. Det er som med den provokerende kunst. Der skal nogle gange forargelse og fornærmelse til. Jens Jørgen Thorsen havde også sin berettigelse. Både i forhold til kristendom og kunst Det er den måde, hvorpå vi har formet vores frihedstradition. Og skal den holdes i hævd, så må vi nødvendigvis fortsætte i samme gænge, uden hensyn til sårbare følelser. Vi har religionsfrihed. Og det har vi fået, også i kraft af den kritiske og satiriske udviklingshistorie. Og det skal vi holde fast i. Vi kan som kristne leve med vores tro. Muslimerne kan leve med deres. Hinduerne med deres. Buddhisterne med deres. Men i det offentlige medierum slagtes de hellige køer. Det bliver vi nemlig alle sammen klogere af.
25. Medlemskab - december / januar 2006/7 af Uffe Vestergaard Pedersen
Den Danske Folkekirke er vel nok landets største forening. Den talte pr. 1/1 2005, i alt 4.498.703 medlemmer, svarende til 83,1% af befolkningen, som det fremgår af Kirkeministeriets hjemmeside (www.kirkeministeriet.dk). Denne medlemsprocent er dog en smule misvisende, idet den er baseret på indbyggertallet i landet, men ikke antallet af statsborgere. Hvis man tager dette tal med dansk oprindelse, så hedder medlemsprocenten 90,8. Og hvis man i forhold hertil sætter medlemmerne af andre trossamfund, så er der faktisk ikke ret mange, der ikke er medlem af Folkekirken. Kristeligt Dagblad kørte i sommeren 2005 en reportagerække fra forskellige nationalkirker rundt om i verden. I den forbindelse var det tydeligt, at Den Danske Folkekirke var det nationale kirkesamfund, som havde langt den største tilslutning og opbakning. Det var næsten med beklagelse, at Kristeligt Dagblad måtte konstatere, at var sådan, virkeligheden var. Man har fra avisens side ofte haft travlt med, rent ideologisk, at promovere en skilsmisse mellem stat og kirke. Men det er der heldigvis ikke baggrund for. Den danske folkekirkeordning er en bragende succes. Måske den største succes nogen sinde i dansk kirkehistorie. I modsat fald, ville medlemstallet havde set ganske anderledes ud. Så er der selvfølgelig kirkegangen, som for visse kirkefolk er et problematisk område, fordi man så gerne vil kunne udtale sig om befolkningens "fromhed". Men det kan man heldigvis ikke. Uanset om folk går meget eller lidt i kirken. Troslivet er og bliver en aldeles privat sag. Men i hvert fald kan man trøste sig ved, at det ikke er alle 4,5 mio. medlemmer, der går i kirke hver søndag. Vi har her i landet godt et par tusinde kirker. Hvis alle gik i kirke hver søndag, så ville hver kirke skulle rumme godt totusinde mennesker. I Vester Vedsted har vi ikke plads til ret meget mere end tohundrede. Og for Mandøs vedkommende kun det halve. Danskerne har aldrig gået meget i kirke. At det skulle have været radikalt anderledes i gamle dage, er ganske enkelt en myte. Men ikke desto mindre, så meldes der i pressen om, at der faktisk er flere og flere, der går i kirke om søndagen. Det kan vi også mærke i Vester Vedsted. Og det kan man naturligvis ingenlunde beklage, skønt det til stadighed skal understreges, at det ikke er antallet af kirkegængere, der skal være afgørende for noget som helst i så henseende. En gudstjeneste er fuldtallig, hvad enten der kommer to eller to hundrede. Det helt afgørende for Folkekirkens eksistens er medlemstallet. Det er udtryk for den folkelige opbakning. Og det kan der ikke sættes en finger på. Folkekirken er en fri forening. Man kan melde sig ud, hvis man ikke længere ønsker medlemskab. Eller man kan melde sig ind, når man har fortrudt at have meldt sig ud. De fleste bliver indmeldt ved dåben. Dåben er forudsætningen for at kunne være medlem. Dåben er tegnet på, at vi som mennesker hører Gud til. Men den er også tegnet på, at vi hører menigheden til. Og der er selvfølgelig sammenhæng mellem disse to forhold. Enhver kan anmode om at blive udmeldt. Her kan man have sine egne grunde. Men det gælder ikke, når man vil genoptages. Da kræver det en samtale med sognepræsten, som da træffer afgørelse om, hvor vidt den pågældende kan genindmeldes. Jeg skriver bevidst når og ikke hvis, for i Vester Vedsted og Mandø sogne er der en helt klar overvægt af mennesker, der melder sig ind, frem for at melde sig ud. Den gennemgående tendens er, at unge mennesker i 18 års alderen i kådhed og med ungdommens skråsikkerhed, har meldt sig ud. Og når de så kommer til 30 års alderen, så vil de gerne meldes ind igen. Jeg har for øvrigt endnu ikke været ude for tilfælde, hvor det ikke har kunnet lade sig gøre. I og for sig er det glædeligt, at man på den måde med alderen og modenheden bliver sig bevidst om, hvor man hører til, religiøst og kulturelt. Det er derfor, Folkekirken med god grund fortsat kan betegnes som danskernes kirke. Imidlertid er der mennesker, der ønsker at stå udenfor. Og det skal naturligvis respekteres. Men da skal man vide, at man så ikke kan gøre krav på ydelser fra Folkekirkens side. Vil man ikke være medlem af foreningen, da kan man heller ikke gøre brud af foreningens udbud. Man kan eksempelvis ikke blive bisat eller begravet fra kirken. Ens pårørende må da finde en anden løsning. Selvfølgelig kan der være undtagelsestilfælde, hvor et ikke-medlem bliver begravet fra en kirke. Men som udgangs punkt er opsigelse af medlemskab en tilkendegivelse af, at man ikke vil have med foretagendet at gøre. Medlemskab af Folkekirken er et udtryk for ens religiøse tilhørsforhold. Det er et udtryk for, at man ønsker at tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, som i Grundloven er beskrevet som Den Danske Folkekirke. Eneste forudsætning er dåben, hvad enten man nu er blevet døbt som barn eller som voksen. Man kan også være konverteret fra en anden trosretning til den evangelisk-lutherske kirke. I sidstnævnte tilfælde kræves der særlig forberedelse. Den Danske Folkekirke er folkelig. Derom er der ikke noget at diskutere. Medlemstallet siger det hele. Vi er stort set alle sammen medlemmer. Hvis man bevæger sig udenfor de kirkelige og teologiske begreber, så vil det ikke være forkert at sige, at medlemskabet også er kulturelt. Det er en del af den danske kultur, på den måde at være indfældet i en fortsat levende tradition. Ind i mellem råbes der i pressen vagt i gevær i forholdet til medlemstallet i Folkekirken. Jeg for min del tror ikke på, at der er grund til bekymring.
26. Engle på spil - februar/marts 2008 af Uffe Vestergaard Pedersen
Engle på spil Det er ikke så længe siden, det har været jul, hvor der med Grundtvigs salme blev budt velkommen igen til Guds engle små. Og mange steder har de sikkert prydet julens udsmykning. Englene hører til i vort forståelsesunivers. Ordet kommer af det græske ángelos, der betyder sendebud eller budbringer - og i den betydning ikke alene om mennesker, der virker som overbringere af budskaber, men også om guddommelige væsener. I kristen sammenhæng kender vi englene fra Det gamle Testamente, hvor de netop optræder som sendebud fra Gud til mennesker. I en vis forstand er der tale om Guds forlængede arm. I 1. Mosebog 24,7 kan man læse, hvorledes Abraham forsikrer, at Gud vil sende sin engel foran den træl, han udsender for at finde en brud til Isak: - "Herren, himmelens Gud, som tog mig fra min fars hus og fra mit fædreland, og som talte til mig og tilsvor mig, at han ville give dette land til mine efterkommere, han vil sende sin engel foran dig, så du kan hente en kone til min søn derfra." I Det gamle Testamenter er englene imidlertid ikke kun budbringere, men også vogtere og beskyttere. I 1. Mosebog 3,24, der hvor Adam og Eva er blevet jaget ud fra Edens Have, får vi efter uddrivelsen at vide, at Gud anbragte keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ. Keruberne er én af de typer af engle, der forekommer i Det gamle Testamente. Rabbinere og tidlige tiders teologer har forsøgt at inddele de gammeltestamentlige engle i rangklasser, således man øverst har ærkeenglene og herefter keruberne og seraferne. Ærkeenglene kendes som Mikael, Gabriel, Rafael og Uriel. Også i Det ny Testamente støder vi på engle. Her møder vi i Lukas-evangeliet (1,26) Gabriel, som blev ... "sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria." Og herefter får Maria så at vide, at hun skal blive gravid og at hun skal føde en søn, som hun skal give navnet Jesus. Også andre steder i Det ny Testamente er det en Herrens engel, der viser sig. Og Johannes-evangeliet har (1,51) i forbindelse med Jakobs drøm den meget levende beskrivelse: - "Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og ned over Menneskesønnen." Et billede, der sikkert har inspireret Grundtvig - også i salmen "Velkommen igen, Guds engle små", hvor det i det 7. vers lyder: Da vandre Guds engle op og ned / på salmens tonestige, / da byder vor Herre selv Guds fred / til dem, den efterhige; / da åbner sig Himlens borgeled, / da kommer ret Guds rige. Således møder vi også i salmebogen Guds engle - som Ingemanns "Lysets engel, der går med glans - eller atter hos Grundtvig i "Sov sødt, barnlille", hvor det lyder i det første vers: Gud Fader har sagt: / stå engle på vagt, hvor mine de små er i senge !" Englene er kendt fra det bibelske univers som et udtryk for erfaring af Guds nærvær. Det er på den måde, englene spiller en rolle i salmerne, hos f.eks. Ingemann eller Grundtvig. Engen er Guds nærvær, et udtryk for at Gud passer på os - som et udtryk for troens vished.
27. Religion og politik
Et af de senere års hotteste emner i den offentlige debat, er forholdet mellem religion og politik. For år tilbage troede de fleste at den sag var uddebatteret. Men tiderne ændrer sig. Nye religioner kom til landet - med en forestilling om, at religion og politik ikke kan adskilles. Og fred være med det. Man må mene, hvad man vil. Men farligt bliver det, hvis man i kristendommens navn, vil spille med på de nye melodier. Guds rige er nemlig ikke af denne verden. Giv kejseren, hvad kejserens er - og Gud, hvad Guds er. Kirken forholder sig til det væsentlige i menneskelivet, så kan staten tage sig af resten. Det vidste, om nogen, teologen og filosoffen Søren Kierkegaard (1813-1855). Kierkegaard var individualismens bannerfører. Han var dén, der førte kristendommen ind i den moderne verden. Han var dén, der fremhævede "Hiin Enkelte", det enkelte menneske. Kierkegaard var eksistentialist. Han var derfor gennemført anti-politiker. Hans opfattelse var, at politik angår lov og regereri, dvs. hvem der i samfundet skal tvinges mod sin vilje. Kirkegaards horisont for menneskelivet - i sig selv og i forhold til Gud - befandt sig fjernt fra den politiske verden, for politik har det med at ville trænges sig ind på individets enemærker. Politik er demagogi og populisme. Politik er magtsyge. Og noget fjernere fra kristendommen kan man vel næppe tænke sig. Sandhed og magt er to begreber, der ikke kan forenes. Det er baggrunden for, at menneskelivet har betydning i forhold til Gud. Alene i forhold til Gud. Kierkegaard tænker ofte i opposition til den tyske filosof Hegel (1770-1831), som var af den opfattelse, at staten som kollektiv er vigtigere end de enkelte individer, at staten er bedre til at forbedre verden moralsk end de enkelte individer er det. Her måtte Kierkegaard stå af. Staten kan ikke tillægges moralske kvaliteter. Staten kan være retshåndhæver. Men den kan ikke udøve det gode. Staten er den menneskelige egoisme i sine store dimensioner. Staten er egoisme sat i system. Staten er magt. Og da politik er statsstyring, så kan intet være religionen fjernere. I hvert fald så længe religionen er kristendommen.
