Sognepræst Uffe Vestergaard Pedersen - 17/7 2011
Vejen til helvede - er brolagt med dårlige undskyldninger, siger man. - Eller med de gode og smukke hensigter. Sådan kunne man også formulere det. For vejen til helvede ligger næsten altid lige for, hver eneste gang, man stiller sig frem - for at belære andre om den rette vej. Det kan være et forfærdeligt dilemma at være menneske. Man sidder på sit flæsk og man hytter sit skind. Og man ved med sig selv, at det jordiske gods ikke er noget holdbart fundament for det at være menneske, hvis man skal være det - i sandhed, efter livets bestemmelse, efter Guds vilje, som rækker langt udover vores egen vilje. Vi har hørt apostlen Paulus formulere sig med ordene: "at skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden." En række kringlede sætning. Men alligevel ord, der rækker frem i en drøm eller længsel - fra det punkt, hvor vi er bundet til verden - i alt det, hvor vi bilder os ind at kunne sikre os, samtidig med at vi ved, at det ikke er tilfældet. Selvfølgelig er der en sandhed i forhold til livet. Der er Gud i forhold til livet. Der er Guds søn, Kristus - i forhold til livet. Der er den målestok, der er så meget større end os selv og vores begrænsethed. Og alligevel klæber vi til flæsket. Vi kæber til det usikre fundament, mens vi samtidig mener at kunne anvise de andre på den rette vej. Men som Jesus så tydelig siger det: Kan en blind lede en blind? - Nej vel kan han ej! - Og en discipel står ikke over sin mester! - Og når bjælkerne på det nærmeste vælter ud af vore øjne, så kan vi selvfølgelig heller ikke se til at trække splinten ud af vores brors øje. - Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer til at tænke på vore politikere. For det fælder jo selvfølgelig os alle sammen, det her, når vi sidder i tomheden, på flæsket i den forgængelig verden - og drømmer os ud - til det meningsfyldte, som kan bære vort liv. - I forhold til den poliske verden kan man kalde det for ideologi, når man tilretteviser ud i drømmenes univers, mens man i øvrig selv holder sig inden døre. Man kan også kalde det for moral, når man på den måde vifter med den buldne pegefinger. Kært barn har mange navne. Men livet i forhold til Gud, livet i forhold til Sandheden, drejer sig ikke om at tilrettevise de andre. Det handler derimod om, at vore sig selv, at vove sit eget liv, at investere sit eget liv - uden rentegaranti. Selvfølgelig skal vi hverken dømme eller fordømme, når vi ikke vover med os selv. Når vi fordømmer er det jo netop udtryk for alt det, som vi ikke selv tør. Men derimod skal vi give, som vi får at vide, og vi skal tilgive. Vi skal handle udadrettet, bort fra tomheden og forgængeligheden, hvilket netop sker, når vi kaster vort eget liv ud - til gavn og til fordel for andre mennesker. Der er da ikke altid et synligt sikkerhedsnet. Men i mødet med din næste, da møder du livet. Ikke fordi at vi på nogen måde skal forsøge at eftergøre Kristi gerning, da han led døden på korsets planker, for at tilintetgøre alle vore overtrædelse og alt vores egoisme. For når vi lever i troen på Guds tilgivelse, i troen på at Kristi gerning har betydning for vort liv, så er dét netop Guds hensigt, at det skal gå os til at give slip på alt dét forgængelige, som vi ellers klamrer os til. - I troen på at dine synder er dig forladt, kan du rejse dig med frimodighed, for alt, hvad vi har gjort og bedrevet af usselheder - eller løgnagtighed - i forhold til os selv eller andre, regnes os ikke til last. Men derimod får vi en anledning til at kigge fremad i vort liv. At rejse os - som Kristus opstod fra de døde. Rejse os - til et tilsvarende nyt liv, her lige midt i hverdagen, som vi kender den. Men desuden som en forsmag på evigheden. For med livet i troen, har vi allerede fat i en flig af evigheden. Troen bærer os frem - i retning af den dybeste længsel. Nemlig at kunne give slip på det ubestandige, for at træde ind i det Guds rige, som sætter en andeles ramme - en anderledes forståelse - af vort liv. Det handler om en bevægelse i retning af den dybeste længsel, vejledt ved Guds ord, naturligvis, for ikke at blive ledt på vildveje. Vi får med evangeliet både den tilgivende og den tilrettevisende forkyndelse. Netop den kombination, der kan bære os, når vi rejser os for at møde livet - såvel i forhold til de andre - som i forhold til os selv. - På den måde kan det lade sig gøre, at følge livets vej - i Sandheden. Det er Kristus, der forkynder os, at haner Vejen, Sandheden og Livet. Han som kan og vil bære vort liv, selvom vi vover det. Det er den sande vej, at lægge sine tanker og sin eksistens i den retning - frem for at vælge vejen til helvede - med de dårlige undskyldninger - eller for så vidt - dé gode og smukke hensigter, som vi kan belære de andre om, når vi selv bliver siddende på flæsker. Livet er at kaste sig ud. Ikke fra en skyskraber eller fra en bro. Men derimod at kaste sig ud på de 70.000 favne vand, som Søren Kierkegaard udtrykker det. At kaste sig ud - i lidenskab - og i troen på, at når du på den måde vælger livet, så kæmper Gud altid ved din side.
Amen!
